452 / 500
-
4 4 5
-
Nej, Tilfældigheden tilkaster ham gode og onde Midler,
hvormed han maa se til at hugge sig igjennem. Spør
ger man ham, om han har Lyst til at forlade
dette
Liv?
Nej, han skydes ud af Livet
altid
imod sin Villie. Men
nu kommer det Værste: Spørger man ham, om han har
Lyst til at leve
efter
den saakaldte Død? Nej, han
maa
leve og fortsætte Tilværelsen (thi den saakaldte Udøde
lighed er uomtvistelig, uimodsigelig sand); og i dette
fortsatte Liv maa han — saa siger man — ovenikjøbet
staa til Regnskab for det Liv, som han, uadspurgt, har
maattet kæmpe sig igjennem paa dette i Alverden svæ
vende og i det Uendelige forsvindende
Fnug,
som vi
kalde vor Jord. Er alt Dette trøsteligt?“
Omkring det Tidspunkt, da han holdt Bryllup,
skrev han et Digt, som viser, hvor utilfredsstillende for
hans menneskelige Personligheds etiske og religiøse Ud
vikling hans hidtidige poetiske Virksomhed har været.
Det Poem, der her er Tale om, kalder han „Til en
Digter1) “, men denne er aabenbart ham selv. Han
siger:
Du sang om Elskovs Fryd og Smerte,
Du smelted Dit og Andres Hjærte
og høsted Roser i Din Drøm;
Du dukked Dig i Blomstervrimlen,
men aldrig saae Du op til Himlen
og drev ej med paa Verdens Strøm.
Derfor i Livets bitre Kampe
Din Afmagt knuger Dig som Krampe,
af Himlens Lys er Du forladt;
Du ængstes ved en Fod at flytte,
Du griber om Dig — uden Støtte,
Du tumler som i bælgmørk Nat.
9 Sml. Digtn. II, S. 104—5.