447 / 500
— 440 —
Du maa ikke
dø
før jeg!
Fra Dit Hoved og Dit Hjærte
bør
Du fjærne hver en Smerte —
Du maa ikke gaa Din V ej!
Hvad var Liv mig uden Dig?
Som Du seer, jeg knap alene
gaaer paa
Fre7nmed
landets Stene —
uden Dig Hvad blev saa jeg?
Du maa ikke dø
fø r je g !
Jeg
har ikke langt tilbage,
og Du bør jo ikke klage,
naar jeg
snart
skal gaa afvej!
Allerede i Juni 1875 havde han skrevet1): „Jeg et
uden Smerter; men mine Kræfter aftage hver Dag,“ og
denne legemlige Svækkelse følte han stadigt tiltage;
men aandsfrisk var han til det Sidste. Derom vidnet-
følgende hidtil utrykte Brev, som han skrev halvfjerde
Uge før sin Død, nemlig d. 5te Dec. 1876:
„Kjære Const. Hansen! Jeg lider af to Ængstelser;
den ene er, at De maaske ikke har faaet mit Brev d.
3die Nov., og den anden, at De kunde være bleven
syg.
Jeg
er en saa sløv, daarlig, ynkelig, jammerlig,
usel, elendig, fattig Korrespondent, at jeg visselig ikke
fortjener, at Andre skulde sætte Pen til Papiret for min
Skyld. Imidlertid, hvis De — hvad jeg haaber
er
saa rask, at De
kan,
saa send mig et Par Ord, som
kunne berolige mig angaaende Deres Befindende. Saa
er De rigtig god og overbærende imod mig.
Siden min Ankomst hertil — det er nu over eet
Aar — har jeg hverken
h&rt
Kunst eller
seet
Kunst.
Jeg har hverken været i noget Teater eller paa noget
Billedgalleri. Men jeg tænker tidt i ensomme Øjeblikke
paa Kunst, f. Ex. paa Samlingerne i München, som jeg
9 Breve fra og til C. W ., S. 232.