446 / 500
—
4 3 9
—
den. Chr. Winther læser „Lettres provinciales de
Pascal
“
i denne Tid. Han studerer ivrigt Fransk. — Det var
lidt svært at skrive til Dig i min Husbonds Brev; men
jeg kunde ikke modstaa Fristelsen at sende en kjærlig
Hilsen fra Den, der glæder sig over Din Lykke. Omfavn
Din lille søde Datter fra Din trofaste Moder
Julie Winther.“
Kort efter Fødselsdagen kommer Winther med Ord,
der næsten stille ham selv blandt Afdøde; han siger1):
„. . . Jeg priser den Sommerfugl, jeg har besunget, og
som Dr.
Brandes
holder saameget af;
den var til!
Jeg
saae forleden paa
Place du Théâtre Français
Noget,
som lignede en flagrende Sommerfugl, og tænkte strax:
Hvor Sommerfuglen har det godt!
Den
lever
kun een Dag — men flot!
Hvad skulle
v i
saa sige, som maa flagre 80,
nous d i
sons:
firsindstyve Gange 365 Dage og.
maaske
flere?
— men hvordan? Naa, forresten være Vorherre takket
og priset for alt Godt og Skjønt, han har bevilget mig
i mit Liv — og
det
var ikke Lidt!“
Chr. Winther følte, det nærmede sig Slutningen.
Allerede for en halv Snes Aar siden kunde der tidt i
Aftentimerne komme Vemod op i ham, og han sagde da
til sin Hustru: „Jeg maa dø før Du; Du maa lukke
mine øjne; jeg kan ikke udholde at tænke paa, om Du
skulde gaa først bort“ ; hun svarede da: „Hvor Du er
egoistisk! Hvorfor skal jeg blive den Sidste?“, og saa
truede hun med Fingeren ad ham. Den 12te April 1876
skriver han til hende1):
Efterl. Digte, S. 129.