441 / 500
—
4 3 4 —
Her drikker Blod af Ranken
jeg i et gjæstmildt, fremmed Land,
men læskes tidt i Tanken
af Kirsten-Kildens svale Vand.
Nu seer jeg aldrig Bøgen;
men for min Tanke staaer den her
saa frisk, saa kjær — at søge’n
behøves ej — den er mig nær.
Derhjemme staaer vel H esten1)
med Reseda omkring sin Fod;
dog her vi aande næsten
en Luftning lige sød og god.
Jeg elsker Østergaden
og Hallandsaas og Gammel Strand,
jeg elsker hele Staden
og
Alting
i det kjære Land.
Tidt synes jeg i Drømme
at høre i den stille Nat
vor Nattergal udstrømme
sit Elskovskvad i Ordrups Krat
og glemmer ingensinde
hvert Solblink og hvert Stjærneskjær,
som fik mig til at finde,
at Hjærtet ret kun leved
der.
Men det blev dog min Villie
at færdes her og her at dø;
siig mig:
„Où peut-on être mieux
qu’au sein de sa fam ille?“
Hans Anvendelse af disse
Marmontels
Ord fører Tan
ken til et andet Digt, han Maaneden før skrev i Paris,
og som han kalder „Dompappen og jeg “ 2); i dette siger
han til „den stakkels Dompap“, som fra Skovens friske
Kroner er dragen ind til Byen,;
x) Paa Kongens Nytorv. 2) Efterl. Digte, S. 127.