437 / 500
—
4 3 0 —
gjærne vil have Ro til at læse sine Aviser.“ Fru
Rov-
sing
meente imidlertid, Sagen var den, at Fru Winther
var bange for, hendes Mand skulde beklage sin ulyk
kelige Stilling i Paris1), hvilket han forresten vist aldrig
vilde have gjort.
Han, der altid havde anklaget sig selv for Doven
skab, begyndte nu — ligesom Faust paa sine gamle
Dage — at føle stærk Flids-Trang. Til en Dansk, der
besøgte ham, sagde han*: „Jeg begynder at faa travlt;
der er Saameget, som maa gjøres.“ „Nu har De virke
lig Lov til at hvile, Hr. Professor!“, var Svaret. „Nej,“
fortsatte Chr. Winther, „jeg har faaet gjort altfor Lidt i
mit Liv — det maa indhentes.“ Han følte Sandheden
a f de Ord, han i sin Tid havde skrevet i sit Digt over
Brøndsted:
„En Vandring — ubestemt — er Livet,
„og ingen Gjerning faa vi endt.“ 2)
Han siger: „
Handling
,
Handling,
det er — langt mere
end Ord — Personlighedens Udfoldelse.“ Han følte tyde
ligt Sandheden af Hvad han i 1847 havde sagt i en
Sang, der blev sunget ved det skandinaviske Natur
forskermøde i Roskilde, men som han ikke har optaget
i nogen af sine Digtsamlinger, Sandheden af disse Ord:
Aanden er en Drot, hvis Magt
har — med Evighed begavet —
underlagt sig Jordens Pragt,
Himlens Underværk og Havet;
men den hersker først paa Jord
i sin Sommerfugls-Forvandling,
naar den fra sit Svøb af Ord
tør udfolde sig i Handling.
9 Fru
R.s
Meddelelse til mig. 2) Sml. Digin. II, S. 61.