439 / 500
—
4 3 2
—
dybere tilbunds i Sagen, var det et rørende Træk.
Landsmænd søgte at være ham til Hjælp. Da Kom
mandør
Ttixen
en Dag gik med ham ned ad Gaden,
tog Winther ham under Armen og sagde da: „Nu har
jeg ikke havt en Arm at støtte mig paa, siden jeg for
lod Danmark.“
Vel sagtens blev Fædrelandet gjennem dets Fjærn-
hed og hans Længsel derefter noget idealiseret af ham.
Den 16de Jan. 1876 skriver han til sin Hustru1):
Til Svar paa det Ord, Du mig sagde til Trøst,
„at Sangen end leved, men sov i mit Bryst“ :
Naar
Vintren, den Dødning, er jaget paa Port,
og Alting faaer Farve, hvad hidtil var sort;
naar
Krokus og Sommergjæk blomstre og prange
langs Rosenborghavens de krummede Gange;
naar
Reseda grønnes paa Torvet om Hesten,
og Svalen forlængst har sig meldet som Gjæsten,
der altid er kjær, naar den søger sit Bur
i mit Kjøbenhavn paa en Væg eller Mur;
naar M ini
har aabnet sin Dør og sat Stole
samt Planter i Vase for dem, som vil sole
sig lidt, mens de drikke en tarvelig Taar
og glædes gemytligt ved Hvad de saa faaer;
naar
Vejen til Frederiksberg er paany
befærdet af Vogne fra Land og fra By
og
Josty
har lavet sit Telt til at tage
imod sine Kunder i Foraarets Dage;
naar
saa Østergades de hvimsende Smukke
af Vinterkaaberne sees at fremdukke;
naar
Strømmen derude i Øresundet
ej mere i Kuldens Lænker er bundet;
naar
Baadene dampe og Vognene trille
til Klampenborgs Bad og til Kirstens Kilde;
naar
Tyskerne komme over salten Hav
til Lappen, til Slottet ved Hamiets Grav;
naar
Nattergal fløjter hver evige Nat
erotiske Sange i Ordrups Krat;
6 Efterl. Digte, S. 121—23.