436 / 500
— 4 2 9 —
stiu hai tned utrættelig Energi faaet vort Hus i bedste
Orden. Hun har — som sædvanligt — sørget kjærligt
foi mig og
som sædvanligt — tænkt sidst og mindst
paa sig selv.“ Idet han seer, hvorledes hun kæmper'
for sin Datters Velfærd, kalder han hende
„Heltinde
for
en hellig Sag x), og han bøjer sig i Beundring og —
Selvfoi negtelse; men han sørger dybt over hendes Li
delser. Den 7ende Dec. 1876 skriver han til hende2):
»
* '
Din Himmel er kun skummel, graa,
der smiler ingen Stribe blaa;
ej Lys, ej Glæde
er Dig tilstede;
tung er den Sti, Du vandrer paa.
Og senere siger h an 3):
En Sødhed lever der om hendes Læber;
men Smerten lever og, der Smilet dræber.
Tiden gik trægt for ham i Paris. Han vilde altid
hjælpe sig selv for ikke at føle sig umyndig; han taalte
ikke gjærne, at Nogen gik ham tilbaande eller ledsagede
ham paa Gaden. Den Eneste, han tyede til, var sin
Hustru; Frøken
Jensme Smith
skriver: „Der kunde
være noget rørende Barnligt ved ham i de senere Aar,
naar han kom og vilde støttes af hende.“ Som det sees
af Fru Winthers Brev, fulgte hun ham hver Dag til
Café de la Régence,
hvor han læste Aviserne. Her traf
hans Ungdomsbekjendt Fru
Rovsing,
født
Schack,
ham
en Dag. Hun begyndte at indlade sig med ham; men
stiax efter kom hans Hustru og sagde: „Marie, maa
jeg sige Dig Noget!“ Hun trak hende da ind i et an
det Værelse og fortsatte: „Det er, fordi Winther saa
9 Efterl. Digte, S. 118. 2) Smsteds S. 139. 3) Smsteds S. 152.