463 / 500
— 456 —
kun her jeg aander Liv og Mod.
her Vuggen stod,
og her min Grav skal stande.
Senere sang h a n *):
Jeg elsker Dig, grønklædte 0 ,
der hviler spm en smykket Mø
i Havets Kjæmpearme,
hvor i min Moders Favn jeg laa,
hvor Tankens første Glimt jeg saae,
og Hjærtet fik sin Varme.
Jeg elsker selv mit sidste Hjem,
som engang i sit skumle Gjern
min Haandfuld Aske rummer,
hvor efter Fartens Fryd og Savn
jeg lander i en sikker Havn
til dyb og evig Slummer.
Det var ham selv, der talte i „Vikingens O id-).
Men, naar jeg sent er krum og graa,
jeg Fredens Søvn vil blunde,
hvor Sundets milde Bølger gaa
langs Herthas svale Lunde.
Vidt bekjendte ere hans Slutningord af Digtet „Sjæl
land“ 3) :
Naar Alting er til Ende
og Natten stunder til,
naar slukket er i Mulmet
Livssolens Straalespil —
ak, kunde jeg da lægge
til Ro mig i Din Eng,
Dit Grønsværtæppe trække
over mig og min Seng!
I Følelsen af, at disse hans Ord ikke burde staa
til Skamme, og endvidere i Bevidstheden om, at denne
i) Sml. Digtn. X, S. 231. 2) Smsteds 1, S. 251. 3) Smsteds I,
S. 162.