468 / 500
— 461 —
Samklangen gjennem Mislydene og paa at føre Menne
skene ind i Skjønhedens uendelige Rige, hvorfra der
udgaaer frigjørende Kraft. Chr. Winther, sagde han,
har været mellem dem, der fik en sjælden Ævne til
saadan Gjerning. Grundtonen i hans Sang var
Kjærlig
hed
, og den ytrede sig først som
Kjærlighed til Livet.
Naar han stod overfor det Uforsonede, overfor Det, som
bredte Mørke paa hans Vej, da har vistnok stundum
Verdenssmerte aabenbaret sig i hans Sange; men Grund
tonen var Kjærlighed til Livet, til Ungdomslivet med
dets Begejstring og Betagethed, med al dets Længsel og
alle dets brogede Drømme. At der kan leves et andet og
dybere Liv i megen Forsagelse, et Liv, hvis Styrke be-
staaer i, at et Menneske opgiver sin egen Villie og la
der Gud raade, et Liv, hvor der er Salighed i at sørge,
er fremmed for hans Kunst. Som Faa skildrede han
Kjærligheden mellem Mand og Kvinde
, skildrede den
som et blomstrende Træ, der springer ud, -naar For-
aarssolen skinner og tusend Fugle synge i Skoven. Og
endvidere skildrede han
Kjærlighed til Fædrelandet.
Fra hans Ungdoms første, begejstrede Sange og gjen
nem hele hans Liv gaaer der en dyb, rørende Tone af
Kjærlighed til Danmark, og det skal ikke glemmes,
hvordan denne har givet hans Sang Farve og Flugt.
Og paa
Naturen
saae han med Kjærlighedens ø je;
han, der var i Forstaaelse med dens hemmelige Sprog,
gav dette Sprog Form og Klang i Toner. Han forkla
rer os i Digtningens Verden som noget Nyt Alt, hvad
vi før have seet, men ikke forstaaet. For al denne
hans Kjærlighed skal Taknemmeligheden følge ham til
Graven. Men
Jesu Kjærlighed
er en anden og større