472 / 500
- 465 —
Paa
Sophocles’es
Gravsten udhuggede man en Bisværm
som Tegn paa hans søde, melodiske Vers. Den vilde
ogsaa have passet paa Chr. Winthers; hans Sanges søde
Toner, som ere saa sunde og naturlige, saa naive og
kjække, saa fulde af Livsglæde og dog af et Sværmeri
og Vemod, hvorved de nærme sig Balladen, skulle, saa
længe vi kunne bevare vort Sprog, fryde Hjærterne,
befrie Tankerne og gjøre ham selv inderlig kjær for os.
Det bør altid betragtes som en Skam for en Dansk ikke
at kjende ham. Jeg har tidligere sagt, at Winthers Digte
have været det Samme for den danske Ungdom som
Homérs
for den græske. Der fortælles hos
Plutarch
,
at
Alkibiades
en Dag kom ind i en Skole og bad Læ
reren
der
om en Udgave af
Homér,
og, da der ingen
saadan fandtes, gav
Alkibiades
samme Lærer en Kind
hest. Saaledes bør Chr. Winthers Digte altid forlanges
blandt den danske Ungdoms Bøger;
der
ville de føles
og forstaaes. Det sees da ogsaa, hvor stort et Følge
han har havt af unge Poeter, der levede af de Smuler,
der faldt fra hans Bord. Det gik ham, som det gaaer
de store Skibe, der sejle over Havet og i deres Kjøl-
vand have en Skare Søfugle, som holde Livet oppe ved
den Føde, der stadigt fra Skibet kastes ud til dem ; men
er dette først i Havn, saa har jo rigtignok Ingen mere
dem i Tanke.
Paa Chr. Winther kan man anvende nogle Ord, som
Qvintilian
bruger om
Simonides:
„Han er simpel, men
har et særegent Sprog, som Alle maa prise for en vis
Ynde; alligevel bestaaer hans Styrke i at kunne vække
til Vemod, saa at Nogle i denne Henseende foretrække
ham for alle den Slags Forfattere“. — Selv har Chr.
N. Bøgh: Chr. Winther. III.
30