474 / 500
— 467 —
Dødssynd mod Kunsten er det, naar
man uden Kald, med laante Pjalter,
dumdristig til dens Tempel gaaer
og skæmmer Ofret paa dets Alter.
Med saadan hellig Ærefrygt for sin Kunst dyrkede han
den. Og han gjorde det, saa Alle kunde forstaa ham;
han samler stedse om sig
en Kres, som inderligt hans Værk omfatter,
og som forstaaer den Ynde ved et Digt,
hvis Liv tør kalde sig uvisneligt,
at det behager atter læst og atter.1)
Han var saa jævn, saa naturlig, saa hyggelig, og han
siger selv2), han vel tog sig i Vare for en Flugt, der
gik for højt, da han hos mange Andre har seet den
Fare, der ligger heri:
Derfor jeg har i Sangens Stund
kun holdt mig til.det Lave;
jeg strøjfed med min Vinge kun
Vandliliens Bæger, Rosens Mund
i Sangergudens Have.
Jeg drog hen over Mark og Vang-
og Engens Blomsterbede;
alt Det, som man har kaldt min Sang,
mig lærte Skovens Foraarsklang
og Lærkens Kvad paa Hede.
Andensteds udtaler h a n 3):
Jeg tør og vil mig aldrig rose
af Stemning for det Grandiose,
Stormægtige, som ret gjør Spræl;
x)
Welhaven:
Epistel til en uerfaren Digter. 2) En Saml. Vers,
S. 71 ff. ») Sinsteds S. 119 ff.
30*