BlaagaardsKvarteret

Nørreport aabnet for et Par Timers Tid, og fik ved den Ledighed

den gamle godmodige General

Peymann

at see; men jeg tilstaaer,

at jeg gik mere modfalden fra dette Besøg, end jeg var kommet*).

Tilladelsen, som egentlig Adjudanten gav, men hvortil Gene

ralen gav sit Bifald, benyttede jeg til, med nogle Seminarister

at kjøre ad Blaagaard til; men da der igien forefaldt Forpost

fægtninger og Kuglerne røg og begyndte at suse os om Ørene,

erklærede Kudskene, at de ikke vilde kjøre længere. Vi vendte

om og Orglet blev«.

Og videre efter Bombardementet:

»Saasnart Kapitulationen var sluttet og Portene igien bievne

aabnede, ilede jeg ud til Blaagaard. Det var et sørgeligt Syn.

Værelserne var mere eller mindre ramponerede, Panelværket af

brækket for at anvendes til at koge ved, Orglet skamferet af

Kaadhed. A f de to Haver, som jeg havde til Afbenyttelse, var

den ene allerede før Bombardementet rasseret af vore egne Folk

og jeg havde med Harme maattet see paa, hvorledes Nyboders

Mænd omhuggede og deres Koner og Børn slæbte mine deilige

Frugttræer bort til Brændsel. Den anden var af engelske Arte-

lerister oprodet fra Grunden for at anvendes til Anlæggelse af

et Batteri paa otte Otteogfyrre Pundinger, hvormed Byen saavel

som jeg selv var bleven beskudt.

Saasnart Seminariet var blevet nogenlunde istandsat, samle

des vi der igien og begyndte Undervisningen; men det havde dog

ingen Art . . . Det blev imidlertid bestemt, at Blaagaard skulde

benyttes som Feldtlazaret for de fransk-spanske Krigere, der

ventedes til Sjælland, og vi maatte holde vore Øvelser paa det

nærliggende Sted, »Store Ravnsborg«, hvor nogle af os fik Bo

pæl. Men endelig blev hele Seminariet forflyttet til Jonstrup«.

T il Belysning af Pastor Strøms Udtalelse: »Men det havde

dog ingen Art«, tilføjes et Brudstykke af Seminariets Første

lærer,

Saxtorps

Indberetning af 25. Oktober 1807 »T il den høye

Commission for de danske Skolers bedre Indretning«:

»Derved blev til 1. Octbr. kun 16 tilbage, og jeg gjorde mig

imidlertid al muelig, skiøndt forgiæves Umage for at finde et

Par Værelser i Byen, hvor vi kunde have givet Underviisning

*) Hermed hentydes til den fuldkomne M isforstaaelse, det var, at udnævne Peymann til Komman

dant. Et Ansvar, som hverken hans Alder (70 Aar) eller Kvalifikationer gjorde ham egnet til.