Forskønnelsen

ET HJERTESUK

k u l d e

man tro det? Under Overskriften

»Søernes Udseende« beklager Tidsskriftet

»Architekten«, at Baadfarten paa Søerne efter-

h aanden skal afskaffes, »og at de sm aa private

Baadebroer, der kranser Bredderne skal n ed 

lægges«. A n vendelsen af Ordet »kranser« i d en 

ne Samm enhæng er fortræffelig, det, der k r a n 

s e r noget, er altid forlenet m ed Poesi, og det

er just den Poesi, der hviler over disse »provin

sielle«, »kolonihaveagtige«, »banale« og »al

m indelige« Broer med tilhørende Smaaskure,

som »Architekten« her ønsker at læ gge et godt

Ord ind for. D e er — siger »Architekten« »saa

m enn esk elige og dejlig fri for F orsk ønn elsesb e

stræbelser. Samm en m ed Kastanieallen danner

de et B illede med en yndigK øbkestem ning.« (!!)

Vi kan give »Architekten« Ret i alt, hvad den

siger om de Realiteter, der knytter sig til Baa-

debroerne; m en K ø b k e s t e m n i n g er det os

um uligt at finde ved Søernes Bredder, der bl. a.

slet ikke mere er B r e d d e r i dette Ords eg en t

lige Betydning, og at Broerne er fri for Forskøn-

n e ls e s b e s t r æ b e ls e r er en uholdbar Paa

stand. — At disse Bestræbelser har faaet et

saare ynk eligt Udfald, er en helt anden Sag.

D en Stemning, som har hvilet over Søerne

for tre M enneskealdre sid en , og som Købke

har fastholdt i nogle henrivende Smaabilleder,

er u igenkald elig gaaet tabt, den nytter det ikke

at græde over, og endnu m indre nytter det at

forsøge at bilde sig ind, at de »menneskelige«

Foranstaltninger, der siden er trufne, har det

aller m indste til fæ lles m ed det, der fandtes i

Købkes Tid. Man sam m en lign e hosstaaende

Fotografi m ed Købkes B illede i K unstm u

seet, og al T vivl om Sagen s rigtige Samm en 

hæ ng vil forsvinde. M an behøver slet ikke »Ar-

chitektens« m ange Ord for at karakterisere disse

Skure, de er kort og godt grimme og slet ikke

andet. D e m ispryder Søerne, og alene deres

F jernelse vil gengive Søerne n o g e t af den

Stemning, som uvæ gerlig er knyttet til den bre

de Vandflade, og som forhøjes, naar Vandfla

den k r a n s e s af Skove eller frodige Haver, og

de naturligt skraanende Bredder er dækkede

af en frodig og tilfæ ldig Plantevækst.

At gen give Søerne denne deres oprindelige

Natur (som n ogle har tænkt paa) er sikkert

umuligt, m en at fjerne det M e n n e s k e v æ r k ,

der m ispryder dem , er en d e l v i s overkomm e

lig Opgave, og at det, som »Architekten« ikke

uden Ironi paapeger, er Borgerrepræsentatio

nen, der »højtidelig« (?) har taget S tillin g til

Sagen, forekommer os ret naturligt, da Søerne

tilhører Staden K jøbenhavn, saa in gen uden

Borgerrepræsentationen kan tage e f f e k t i v

Stilling her. At Borgerrepræsentationens Stil

lin g ikke behager »Architekten« er en Sag for

sig, den har Lov til at finde Baadebroerne »yn

dige«; men vi tror, at den store A lm enhed i

dette T ilfæ lde vil give Stadens M yndigheder

Ret.

UDGIVET AF FORENINGEN TIL HOVEDSTADENS FORSKØNNELSE

REDIGERET AF OTTO ASMUSSEN

TRYKT HOS N IE L S E N & LYD ICHE (AXEL SIMMELKIÆR), KØBENHAVN