33 / 448
— 26 —
tryk.“ Chr. Winther mente som
Byron,
at
Besiddelse
er al Elskovs slemme Fjende1), og hans Elskovsæven-
tyrs Maal var ikke Ægteskabet. Den Slags poetiske
b antasimennesker, som han hørte til, egne sig gennem-
gaaende ikke for Ægteskab, i alt Fald ikke i de unge
Aar. Naar det kommer til Stykket, svarer deres Ideal
dog ikke til Virkeligheden; saa skabe de sig nye Skik
kelser, som de elske og besynge, og de blive ensomme
midt i Vrimmelen. Paa sin Fugleflugt befriede Chr.
Winther sig for den Elskedes Baand ved at omsætte
hendes Billede i Digt. Saaledes gik det f. Ex. ogsaa
Goethe,
der selv siger, at han betragtede Alt, der fore
gik mellem ham og hans kvindelige Bekjendte, fra et
æstetisk Standpunkt og at han havde gjort den Erfa
ring, at det bedste Middel mod Uheld og Skuffelser
var at skrive om dem. Saaledes gjorde
han
med sin
Werther, og ligeledes skrev
Robert Schumann
sig i en
Komposition ud af sit Forelskelsesforhold til
Meta Abegg
i Mannheim. Der er jo ogsaa visse andre Folk, som
miste Intet essen for en Sag, saasnart de blot have faaet
den omsat i Ord. Chr. Winther maatte knytte sig til
Viikeligheden for at idealisere den; men, naar den saa
attei mødte ham i den uidealiserede Skikkelse, blev han
melankolsk og fornegtede den. Han har aldrig friet
til
Gyritha Monrath,
og, da hun ægtede sin Fætter,
Løjtnant ved jydske Regiment,
Hans Lemm ing Mon
rath
, voldte det næppe Winther nogen Sorg, eftersom
han da forlængst var optagen af dybere Følelser for
Almide Miiffelmann.
Fru
Gyrithe
flyttede til Aalborg,
og her oplevede hun, da Winthers første Digtsamling
*) „Don Juan“, fjerde Sang, Str. 16.