36 / 448
— 29 -
Han klaaer sig bag øret og tænker ved sig selv: „Det
vai da et uforskammet Forlangende! Saameget paa een-
gang! AJen Herregud, Hvad skal jeg dog gjøre? Den
eneste Dag, jeg kan være i Kjøbenhavn, er Søndagen,
og da kan man hverken finde den Ene eller den Anden
hjemme, og Bibliotekerne ere lukkede. Desuden maa
jeg sige Dig: jeg har i denne slette Verden gjort den
Eifaiing, at, naar man forlanger
Meget,
faaer man Lidt,
og naar man forlanger
L id t
, faar man — —. Kjære
Liunge! O, naar Du vidste, hvor jeg tørster efter nogle
Bøger! Mit unge Hjærte banker af Længselsbeklem
melsessyge, og Du, ene Du, kan med ovenomtalte Re
cepter læge mig. Føler Du det Store, det Ædle deri:
at helbrede en Ven fra Hjærtebeklemmelsessyge? — Ak!
Hils Din gode Moder, [Dine] Søskende og især
„hende, som er Alt for Dig, som bød Dig Livets Sor
ger glemme!“
Nu vil jeg ogsaa snart have en Allerkjæreste fin!
Skade ei det ellers, at Heden tager haardt paa mine
intellektuelle Ævner! Lev vel!
Din
Hinicrast Thrinen,
fordum Staldkarl hos Hans
sachiske Højhed Hr. Hengst,
nuværende aandelig Lyse
pudser hos Storhandler Her
mann Miiffelmann i Lynjrbv
& & & & & &
Nota.
Hvorfor skulde jeg f. Ex. ikke læse nogle
af de mange gode Tyskere (Musenalmanakker,
Tieck,
o. s. v.), oversatte Englændere
(Coopet, Jrvmg,
o. s. v.),
uoversatte Svenskere og Franske, som findes paa Dine
Hylder? — Siig mig det!