420 / 448
415 —
han gik i Kirke eller Teater, var det i Hoffets Stol
eller Loge, han tog Plads. „
Usigelig
vel“ befinder han
sig i det Hele taget. I et utrykt Brev til
Thaarup
skriver han derovrefra: „Donnerwetter, hvor jeg dog
oplever Meget! Og ‘hvor jeg forstaaer godt at skikke
mig i disse Hofmænds-Noder! Det havde jeg selv
ikke troet!“
Ömtrent hveranden Dag blev han meget ceremonielt,
altid gjennem en kongelig Lakaj, indbudt til Taffels og
var saa hele Aftenen bagefter i den storhertugelige
Families Kres. Denne bestod af selve Storhertugen,
Storhertuginden, Prinsesserne
Mariane
og
Louise
samt
disses Brødre Arvestorhertugen og Prins
Georg.
Chri
stian Winther beskriver dem næsten alle. Denöl-aarige
Storhertug
Georg Frederik Carl Joseph,
en hvidhaaiet,
høj, mager Mand, var „elskværdig, godmodig og livlig“,
„en venlig, elskelig,
begejstret
gammel Herre“, „en
prægtig,- poetisk gammel Fyr“ af et meget aristokratisk
Ydre. Han sværmede for Jagt, Poesi,
Musik
og Teatei
og levede i sin Familie, som blandt sine Undeisaattei,
lig en Patriark, elsket og æret af Høje og Lave. Han
talede med en forunderlig Beskedenhed om sig selv
og sit Land og var „uhyre entusiastisk“ indtagen i
Christian d. Ottende
og
Caroline Amalie,
som for et
Par Aar siden havde gjæstet ham, hvilket Besøg var
ham uforglemmeligt. Han sagde til Chr. Winthet. „Ich
dachte damals nicht daran, dasz meine
L ili
so glück
lich sein würde, in so genauer Verbindung mit diesen
ausgezeichneten Personen zu kommen!“, og saa traadte
han hurtigt et Skridt tilbage og slog Øjnene mod
Himlen. Han syntes godt om Winther og var saa