427 / 448
422 —
Også* åausåt Dtøtaiqg vfl han gjløre 'fekjeiwll i
Meckteolborg; ban beder om
m
tysk OvoscUdbse af
.„Kong Qiristian'“', der strøer i .Slcanéinai/isebe Bibfi-
othek*, og om to Exeoipiarer af sine egne „Haand-
tegoimger“ saml »Sang og Sagn*; endvidere gør han
Forsøg paa at faa
Herfås
Festdrama i Anledning af
Formælingen, nemlig »Svanehammen'“, derover i Manu
skript; saa vil han. læse det før og med Mosessen,
saa at hun dog nogenlunde maa kunne iorstaa det,
naar hun skal overvære dets Opførelse.
En Skygge i hans neustrelitzske Lysttilværelse er
det ringe Udbytfe, han mener at høste af sin Under-
viisning, og som bevirker,, at han i et utrykt Brev
kalder sig „en halvvejs ulykkelig Sproglærer i de Ven
ders Land“; han klager over, at man ikke vi give
ham Tid III al indpode den danske Tunges Kvist paa
det'unge, fyrstelige Træ, hvilket nager ham hver Dag
og stamdata ogsaa om Natten. „Prinsessen har saa
uendelig travlt med mange andre Ting“ [end Under
visningen], hun bliver saa ofte afbrudt og har — som
man kan tænke — ogsaa Hovedet fuldt af mange-
haande Tanker, der lidet harmonere med „god—bedre
—
bedst“, etc., etc.“ Det gik ham som Abbed
Vermond
,
der fra Paris blev sendt til Wien for at lære den unge
Marie Amimmeite.,
som snart skulde
være
Frankrigs
Kronprinsesse, fransk Sprog og Literatur, men hurtigt
erfarede, at hun ikke havde Lyst
til
at fordybe sig
i
disse Sager. — Som i sin tidligere
Lærervirksomhed, op-
traadte Winther atter her
meget pligtopfyldende. Med
Storhertuginden, med Hofdamerne, med Kavalererne og
med Prinsessen selv parlamenterede han; atter og atter