442 / 448
at vi vor Kraft, vort Liv og Mod
for
deres
Fod nedlægge
og tømme her i Druens Blod
en ærlig Skaal for Bægge.
I Foraaret 1844 forlod — som bekjendt — Prin
sesse
Mariane
for bestandigt sin Gemal, og da stod
Chr. Winther med sin Sympati ganske paa hendes Side.
I en Note til „Hjortens Flugt“ har
Verner Dahierup
gjort opmærksom paa — Hvad der ogsaa andensteds
er fremkommet — at Chr. Winther i denne Digtning
paa forskjellig Maade har hentydet til Forhold angaaende
Frederik den Syvende.
Jeg mener, at han i Dron
ningen har skildret Prinsesse
Mariane,
i Kongen paa
mange Punkter
Frederik den Syvende
og i Rhitra
Grevinde
Danner.
Han kalder Dronningen „den fromme,
den elskelige Viv“ 1), „den Rene“ 2) og siger, at hun er
„saa mild og saa dejlig som Vaarens klare Sol“ 3).
Senere hedder d e t:
Hos mig bar altid Kvinden
den allerstørste Pris,
og Dronningen, hun er dejlig
som Eva i Paradis 4).
Han ønsker, at „Guds Engle her og hist maa glæde
hende“ 5). Saa synger han til sin „høje, ædle Frue“,
i hvem han mere seer Kvinden end Dronningen6) :
Jeg gjennem Skov og Dale
har vandret paa min Fod,
mens Klangen af Din Tale
' mit Øre ej forlod.
i) Sml. Digtn. VII,
S. 73.
2) Smsteds
S. 216. 3) S.
56. 4)
S.
74. s) s. 172. 6) S. 276.
— 437 —