444 / 448
— 439 -
Men han var vild og flygtig
som Kornmod i Høst,
ustyrlig som Stormen,
der hæver Nordhavs B rystx).
Han ænsed knap sin Dronning;
men til Banket og Fest
de useligste Karle
han samlede til Gjæst.
Hvad Slet der var at finde,
det sad omkring hans Bord.
Som Herren er, saa træde
og Svende i hans Spor 2),
Hans Hjærte var saa øde,
saa tomt som en Lo
om Sommeren før Høsten,
mens Vipperne end gro.
Han følte sig saa ensom
saa usel og forladt;
hans Tanke — lig en Jolle
paa Hav i bælgmørk Nat —
drev om i Sjælens Mørke,
og som i Lyn paa Lyn
fremviste Fortids Veer
sig for hans indre Syn.
Han tænkte paa, hvor ofte,
beført og forraadt,
hans Haand var strakt mod Frugten,
som ej han havde naaet;
at aldrig ham iskjænket
var noget Bæger purt,
men Livets Drik forgiftet
ved Sorgens bitre Urt 3).
Det er Chr. Winthers Bebrejdelser, som lyde i Peder
Jærnskjægs Ord om Hvad han vil foreholde Kongen:
Jeg sige vil: „Du aabner
for vidt Din Borgeport;
den Flok, som
der
indtrænger,
den duer ikke stort.
x) Smsteds S. 56. 2) S. 62. 3) S. 256—57.