78 / 85
kede festsalen i den Soldenfeldtske stiftelse, og hovedfeltet: »De gode og
de dårlige jomfruer«, regnes af mange for hans smukkeste arbejde. Han
malede landet over en række smukke alterbilleder, der hævder sig den dag
i dag. Han var også med til udsmykningen af Ny Carlsberg Glyptotek
både med væg- og loftsmalerier, og han malede sit liv igennem mange
portrætter.
.
Men fra udstillingerne holdt han sig borte, og derfor var han trods sin
imponerende produktion temmelig ukendt af det store publikum. Om
langt ringere kunstnere stod der meget mere blæst.
De kyndige var dog godt nok på det rene med både styrken og talen
tet i hans kunst.
I sin artikel om ham i »Dansk biografisk Leksikon« skriver Sigur
Schultz: »Schwartz var næsten udelukkende figurmaler, og i denne egen
skab psykolog og sjæleskildrer. Allerede guldmedaillearbejdet viser ham
som en udmærket tegner med en fin fornemmelse for en figurs struktur.
Udviklingen førte ham ind i den yderliggående naturalismes studium af
valøren og lyset, særlig smukt fremtrædende i selvportrættet pa kunst
museet (1880). Lyset er hos ham et hvidt lys, som han forfølger i dets sti
gende eller faldende styrke og i dets brydning med mørkladne skygge
masser, et diffust lys, der slører og opløser formen og stof karakteren i
tingene. Farven, dens forhold til lyset og dens særegne koloristiske værdi,
forstod han derimod aldrig . . .«
Disse hans særlige anlæg gjorde ham som skabt for raderingens kunst,
og i denne fordybede han sig da også mere og mere.
Det er den almindelige opfattelse, at han her ydede sin betydeligste
kunst - og uden overdrivelse er ordet mesterværk blevet brugt om ad
skillige af disse raderinger, i hvilken netop psykologien og valøren er de
dominerende faktorer.
Selv om han dels gennem radererforeningen, dels på anden måde ud
sendte nogle af disse blade, dyrkede han dog nærmest raderkunsten for
lukkede døre. Der eksisterer af ham ialt 168 opus-numre, men hans sam
tid var slet ikke klar over denne store produktion. Det blev man først
gennem hans dødsbo-auktion, for hvilken han selv havde givet så nøje
forskrifter, og gennem en stor udstilling i 1921, men derefter stod han
også som en af Danmarks betydeligste grafiske kunstnere i det 19. århund
redes anden halvdel.
Der foreligger skildringer af ham fra hans senere år, hvor han om
tales som en vanskeligt tilgængelig særling, og har der været en del over-
78