150 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
for et hævdvundet supplement til den faste løn. Tidligere forsøg på
at afskaffe uvæsenet var netop strandet på frygt for de lønforhøjel
ser, der måtte gives i stedet.
Alle var imidlertid enige om at fordømme systemets højst uhel
dige karakter, så siden 1857 var alle reformforslag gået ind for dets
afskaffelse. For at understrege forbudets alvor foreskrev Casses lov
forslag af 1862 øjeblikkelig afsked, hvis det blev overtrådt, men
folketinget ændrede det i retning af mildere straffebestemmelser
med afskedigelse som den hårdeste.
Som omtalt havde politidirektør Bræstrup allerede i 1848 er
kendt, at politiet havde mistet sin moralske kraft, som han kaldte
det, og efterhånden indså også han, at respekten for politiets myn
dighed kun kunne bygges op igen med lempe. 1857-betænkningen
fastslog, at politiet burde sikre sig befolkningens støtte ved at op
træde høfligt og tjenstvilligt mod alle, og det er klart, at dette krav
accentueredes efter 1860 og siden var et fast punkt i alle de udkast,
der omsider resulterede i en lov. Virkeliggørelsen af denne ideale
optræden ansås for meget væsentlig for den så hyppigt omtalte
nye ånd.
Og endelig opfyldte straffebestemmelserne om politiets myndig
hedsmisbrug et savn, som føltes hårdt i 1860, da offentligheden er
farede det pauvre resultat af den disciplinærundersøgelse, der ind
ledtes efter nytårsurolighederne. Nu skulle enhver grovere forseelse
behandles af domstolene, mens mindre forsyndelser dog stadig
kunne pådømmes af politidirektøren, som herved bevarede en lille
rest af dømmende myndighed i rent interne sager. Betænkningen af
1860 indeholdt også sådanne forholdsregler, men uden at fratage
politidirektøren den øverste myndighed. I københavnernes eget råd,
borgerrepræsentationen, havde harmen over politiets optræden i
1860 givet sig udslag i, at forsamlingen ved sin behandling af den
nævnte betænkning krævede, at politiet skulle give øjeblikkelig ind
1 4 8