148 / 239
J. S V A N E - M I K K E L S E N
at udvalget nu måtte gennemgå hele lovforslaget for at få det gjort
nogenlunde ensartet ved 3. behandling.233
Udvalget vendte i sine sprogændringsforslag tilbage til det solide
udgangspunkt, man havde i den bestående politiordning, så man
i hvert fald kunne undgå fornyet kamp mellem anglicismerne og de
kernedanske ord, og sindene var nu faldet så meget til ro, at folke
tinget —og senere landstinget —med overvældende flertal tilsluttede
sig denne indstilling. Imens udlagde sprogrenserne varsler i vort '
sprog, i vor dannelse og vor lovgivning om, at landets kultur gik sin
snarlige opløsning i møde.234
Et af politilovens hovedafsnit behandlede politiets myndighed og
forpligtelser over for befolkningen og i et vist omfang også dennes
modsvarende pligter. Enkelte af disse bestemmelser havde stået at
læse i tidligere forslag i forbindelse med reformen, men langt de
fleste var først dukket op i det lovudkast, der blev forelagt rigsdagen
i efteråret 1862.
Regler for, hvorledes politiet skulle forholde sig ved anholdelse,
husundersøgelse og forsamlinger af mere eller mindre ordnet eller
offentligt tilsnit, altså i nærmeste berøring med offentligheden,
havde man følt stærkt påkrævede siden nytårsoptøjerne i 1860, da
politiet ubestrideligt overskred grænserne for sin myndighed —en
myndighed, der var vagt udformet gennem forskellige ældre be
stemmelser, som på adskillige punkter harmonerede meget dårligt
med befolkningens nyvundne, grundlovsfæstede frihed.
Anholdelsesretten udstraktes noget længere end til forbrydere,
der blev taget på fersk gerning, og husundersøgelse blev tilladt efter
visse regler, som egentlig var i modstrid med grundlovens § 86 om
boligens ukrænkelighed, fordi man indså, at politiets virke, hvis
forebyggende karakter med rette ansås for mindst lige så vigtig som
regulært opklaringsarbejde, ville blive utilladeligt svækket, hvis man
1 4 6