149 / 239
K Ø B E N H A V N S P O L I T I
ikke indrømmede det mere end almindelig handlefrihed. Ved ud
formningen af bestemmelserne om politiets eventuelle indskriden
ved opløb og offentlige forsamlinger lagde man med tanke på erfa
ringerne fra 1 860 fra alle sider vægt på den henholdende og dermed
beroligende virkning, en trefoldig opfordring til adskillelse i kongens
og lovens navn måtte formodes at have, så man i fremtiden kunne
undgå de værste excesser, som i reglen skyldtes uovervejet, momen
tan ophidselse.
Det var ofte blevet fremhævet, at en politireform var det første
skridt på vejen til den forbedring af det gensidige forhold mellem
politi og befolkning, som måtte være det endelige mål. For at fore
bygge uvilje og obstruktion fra starten anså justitsminister Casse
det derfor for meget vigtigt, at man ved lov sikrede sig befolknin
gens pligt til bistand under opløb, når en politiembedsmand frem
satte anmodning herom. Og i folketinget føjede man til lovudkastet,
at beredvillighed i form af pligt til at oplyse sin identitet på opfor
dring af en politimand i uniform eller med politiskilt næppe kræn
kede den personlige frihed.
Et par paragraffer, der forbød enhver politimand at modtage
belønninger for udført tjeneste og pålagde ham at udvise besindig
optræden —under strafansvar i tilfælde af myndighedsmisbrug -
glædede »hr. Sørensen« i København. Baggrunden for dem var
gammelkendt, men den umiddelbare inspiration stammede utvivl
somt også her fra urolighederne i 1860 og den diskussion, der op
stod heraf og endnu var i frisk erindring.
Lovens forbud mod dusører var et af de ældste principper for
en nyordning af politiet, et af dem, der skulle tilvejebringe en ny
ånd. Det var naturligvis rettet mod nytårsgratulationen, der plage
de københavnerne året rundt og demoraliserede politistyrken, men
efterhånden var blevet så almindeligt anerkendt, at udbyttet ansås
10
*
1 4 7