180 / 239
A X E L H O L M
tallet i det samme område var ved folketællingen i. februar 1855
ialt 565.827, der var altså kun ca.
pct. af disse, der havde
valgret.13 Men ved en realistisk vurdering må folketallet selvfølgelig
reduceres med forskellige befolkningsgrupper. Følger vi datidens
almindelige tankegang, således som den så sent som i 1869 kom
til udtryk i professor G. G. Holcks statsforfatningsret,14 hvor han
skriver: »Til en almindelig valgret kan det vel ikke fordres, at kvin
der, børn og forbrydere skulle have valgret, thi disses udelukkelse er
begrundet i sagens natur« ( !) , skal vi altså for det første fradrage
kvinderne, herefter bliver der 279.150 mandspersoner tilbage, men
så skal børnene fratrækkes, og da valgretsalderen var 25 år, bliver
der 133.847 mænd over 25 år tilbage. A f disse var der altså kun
2836 eller kun 2,1 pct., der havde valgret. Knapt 98 pct. af den
mandlige befolkning over 25 år var således udelukket fra valgret;
dette skyldes for det første de udelukkelsesgrunde der også den gang
gjaldt til 1 849-grundlovens rigsdag, nemlig manglende indfødsret,
ikke-uberygtethed (altså de forannævnte »forbrydere«) og at væl
geren ikke måtte være ude af rådighed over sit bo; disse udelukkel
sesgrunde betød ved folketingsvalget et minus på 25-30 pct. At
yderligere ca. 65 pct. var udelukket ved rigsrådsvalget skyldes så
ledes den høje valgretscensus.
Territorialt fordelte de 2836 vælgere sig således, at de 1450 eller
ca. halvdelen boede i København, 455 i købstæderne på Sjælland
og Bornholm og 931 i landdistrikterne her og på Samsø. I forhold
til antallet af mænd over 25 år udgjorde disse tal 4,1 pct. i Køben
havn, 3,6 pct. i købstæderne, men kun 1,1 pct. i landdistrikterne.
Hvor stor en andel vælgerne udgjorde inden for de forskellige al
dersgrupper fremgår af tabel 1.
Bestemt som valgretten var af skatte-og indtægtsforholdene er det
naturligt, at den andel af mændene der havde valgret, er stigende
med alderen, i København således fra 0,9 pct. for de 25-34-årige
1 7 8