21 / 239
F A M I L I E N W Ü R G E R
ger den ældre havde i mange år haft fælles handel med Bremer, og
adskillige regnskaber »af importante summer« havde været dem
imellem. Efter Würgers død var der oprettet tre »instrumenter«,
to i 1 661 og det tredje i 1667, hvoraf det fremgik, at Würgers ar
vinger skyldte Bremer en anselig sum, som brødrene skulle betale i
terminer med deres svoger magister Buck som kautionist. Joachim
Würger havde rigtigt præsteret første termin, men Bremer havde
rejst indvendinger af formel art. Statskollegiet fandt ikke Bremers
ophævelser beføjede, og følgen blev et kongebrev, der i hovedsagen
gav Würger ret.44 Hermed var striden dog ingenlunde til ende.
Endnu 1669 og 1674 stredes man om det udlagte gods, og siden
førte Bremers enke kampen videre.45
Langt mere interessant end selve den langtrukne trætte, som vi
ikke skal komme nærmere ind på, er naturligvis det lys den kaster
over de forudgående begivenheder og forhold. Kompagniskabet
forklarer vel i nogen grad Heinrich Würgers foretagsomhed og
større kapacitet end de andre dansk-engagerede lübeckeres. Forret
ningerne lå i et andet plan, hvilket understregedes ved, at sagen
mellem Würgers arvinger og Bremer i modsætning til almindelige
arvestridigheder behandledes som et politisk anliggende, på rege
ringsplan. Grunden hertil var, at Bremers indlæg ledsagedes af en
henvendelse fra den svenske til den danske regering. I denne hen
vendelse kaldes Bremer »vor tro tjener og faktor«, og i betragtning
af våbenhandelens relativt exclusive karakter og vor viden om den
mangeårige kontakt mellem Bremer og Würger er det vel næppe
for dristigt at ville identificere Heinrich Bremer med den købmand
i Lübeck af samme navn, der i 1630’rne stod i forbindelse med
den berømte svensk-nederlandske handelsfyrste Louis de Geer bl.a.
m.h.t. våbenhandel.46 Heinrich Bremers forbindelse med oberst
Richard peger i samme retning, og rimeligvis må man også tro, at
o*
! 9