Forskønnelsen

Bygværk er Aand af hans Aand og Kød af hans Kød. — Som Grundtvig forunderligt

personliggør det, man kan betegne som Urdanskheden i kristelig Belysning, saaledes

synes denne Kirkebygning at afspejle dansk Aandslivs første Kilder, Folkevisen og

Landsbykirken, uden dog at miste Samklang med voregen T id , saa sandt som vi endnu

stedse er danske og vedkender os Arven efter de Gamle og den Aand, der var deres.

Det er godt at have dette Vartegn i vor Midte i disse Forvirringens Tider, hvor det for

saa mange er svært at finde deres egne Ben.

Om Klints Forhold til Grundtvig ved jeg ¡øvrigt ikke stort. Jeg ved kun, at uden

Grundtvig havde Klint neppe været den, han er. Han er i Sind og Skind skabt i

hans

Billede.

Da der blev Tale om at rejse Grundtvig et Monument, var det naturligt, at K lint rørte

paa sig. Han var jo Kunstner— et godt Stykke af en Ingeniør, ikke saa lidt a f en Maler

og tillige syslende med Bygningskunsten, der sluttelig skulde tage ham helt. Med det

Sind han havde,

maalte

han her vaagne til Daad; han var i Virkeligheden prædestineret

til at skabe det Monument for Grundtvig, som Tiden var moden til.

T il Konkurrencen for dette Monument (til hvilket Ideen udgik fra afdøde Rektor,

Magister Sigurd Muller), indkom overvejende — ja , vistnok udelukkende — Skulptur

forslag, med Undtagelse netop a f det ene, der skyldtes K lin t, og som viste en Kirkebyg

ning, ikke helt den samme, men ellers i nøje i Slægt med den, som blev den endelige.

Blandt Skulpturerne fandtes forøvrigt et enkelt af stor Ædelhed: Niels Skovgaards

knæ

lende Grundtvig

, et Værk, som absolut engang hør finde sin endelige Plads i eller ved

Grundtvigs Mindekirke. Lykkeligvis samlede Komiteen sig tilsidst om det K lin t’ske

Forslag som det, der paa hel original Vis genskaber gammelkendte og kære Former og

Linier i nye, højstemte Rytmer, — egnet som intet andet til at staa gennem Tiderne

som Mindesmærket over Danmarks store Kirkemand og Salmedigter.

Og saa begyndte da de mange Aars Kamp for at skafTe

Midlerne

til Gennemførelsen

af dette mægtige Værk.

Ft trælsomt Arbejde! Th i Bidragene flød stedse — baade da og nu — kun langsomt

og Draabe for Draabe. Gang paa Gang kastedes Nettene ud over Landet med manende

Ord uden at opnaa det

store

Dræt, der kunde bringe Indsamlingen i sikker Havn. —

Hvorfor? Derom skal jeg ikke paa dette Sted tale. Det faar til syvende og sidst blive en

Sag, som de Grundtvigske Menigheder Landet over maa afgøre med deres Samvittighed,

og som vi Københavnere ikke hør blande os i. Dog flød — og flyder endnu bestandig —

en uafbrudt Strøm af smaa Bidrag fra trofaste Venner over det ganske Land, hvad der

viser, at mange Hjerter banker varmt for Grundtvigskirken, og at

den

ingensinde vil blive

svigtet. Kn stor Ghede har det været at modtage meget betydelige Gaver her fra Køben

havn. fra Private og Institutioner— og sidst, ikke mindst, fra Staten,— en Offervillig

hed, uden hvilken det havde været umuligt at naa til Rejsningen af denne Taarnkirke

— den første Etape paa Vejen mod det endelige Maal.

Under alt dette levede Klint sig dybere og dybere ind i sin Kirke og udformede den i

alle Enkeltheder, kunstnerisk og teknisk, indtil den afsluttede og endegyldige Form , den

nu har.

Og alt imens deltog han i alle Overvejelser og Forhandlinger om

Beliggen

heden

, — næst selve Kirkebygningen det altbeherskende Sporgsmaal:

Hvor skulde Grundtvig-Kirken ligge?

Ja. her stod Striden baade offentligt og i Komiteens Møder gennem Aaringer og mang

foldige og højst afvigende Forslag blev her ført frem og diskuterede.

Skønt ikke nogen Aarsunge (Klint fyldte ¡fjor de 75 Aar), var han altid Fyr og Flamme

og kæmpede som en Yngling for sin Kirke og dens rette Placering, og hans Ildhu for

plantede sig til alle os andre.