29 / 94
og hvad han vil, det vil han. Og det skal jeg ikke bebrejde ham, thi deri ligger ogsaa en
stor Styrke. — Men
jeg
bliver nu ogsaa ved
mit!
Naa, og saa var der Spørgsmaalel
0111
Murstenens Farve
: gul — eller maaske rod eller
hvid (hvidlet), og dermed i større Overensstemmelse med de gamle Landsbykirkers
Karakter, de, der formentlig alle først er opført afbrændte rode Sten (isprængl naturlige
Marksten) og forst senere er hvidpudsede. Men dette Sporgsmaal blev sletikke noget
»S p o rg sm aa l« ;
thi Klint sagde nej! Stenen skal være gul. Og dermed var den 'Ping
afgjort. Basta!
Kære K lin t! Jeg har for nylig ved anden Lejlighed ønsket Dem til Lykke til Taarn-
kirkens Fuldførelse og Indvielse. Her vil jeg rent personligt takke Dem for disse mange
Aars udmærkede Samarbejde, og fordi De nu éngang er den, De er: i Fejl og Fortrin
Kunstneren og Mennesket udi én Støbning.
Kn Mand med sit eget gode Ansigt og let ken
deligt mellem tusinde. — Den Slags horer i vore Dage til Sjældenhederne.
N. V. D
ohph
.
Kirketaarnets Bagside med Antydning af de tre Kirkeskibe.