152 / 238
149
»Da disse fem Aar vare omme, forlod jeg imidler*
tid denne Post, og det af mere end een Aarsag. For
det første kunde jeg ikke dølge for mig selv, at i det
nittende A arhundrede en ny Generation af herlige
Litteratorer var opstaaet, hvis Producters Værd og
Vigtighed gik over det attende Aarhundredes Kunst*
dommeres Horizon t; som det da er i sin naturlige
Orden, at en ny Slægt fortrænger den gamle. Hertil
kom endnu den Omstændighed, at jeg havde Vanske*
lighed med at faae Nogen til at recensere. Efter For*
ordningen af 27. September 1799 skulde enhver Recen*
sent navngive sig. Det var der Adskillige, som ikke
skjøttede om, af let begribelige Grunde. Denne Ulej*
lighed ønskede jeg at afhjelpe, og ansøgte i Cancelliet
om, at det maatte tillades mig at indføre anonyme
Recensioner, imod at jeg var ansvarlig for sammes
Indhold. Ansøgningen blev afslaaet.«"*)
Hvad der blev nægtet Nyerup, opnaaede derimod
hans Efterfølger, Dr. theol.
Peter Erasmus Müller,
som
fra Januar 1805 overtog Redaktionen af »Lærde Efter*
retninger«, hvortil han var vel skikket paa Grund af
sin omfattende Dannelse og sine personlige Forbin*
delser i Universitetskredse."O Efter at Müller i nogle
Aar havde søgt at klare sig under de givne, strenge
Vilkaar, saa han sig nødsaget til i 1809 at henvende
sig til Kancelliet med en Ansøgning om Anonymitet
for»Kiøbenhavnske lærde Efterretninger«. Han anførte,
at det maatte befrygtes at dette Ugeblad, som var det
eneste kritiske Tidsskrift i Danmark, maatte gaa ind,
da adskillige kyndige Mænd undslog sig for at yde
Bladet deres Bidrag paa G rund af det Forbud imod
Anonymitet, som Forordningen af 27. September 1799
indeholdt. H an gjorde endvidere gældende, at de Re*
censioner, som indeholdtes i kritiske Journaler, var
anonyme