149 / 238
ger (1790, S. 777): »Dette Skrift er et evigt Monu*
ment for den uskatterlige Skrivefrihed, vi nyde, da her
paaankes Fejl og Misbrug, dem man for tyve Aar
siden neppe havde hvisket om i det fortroligste Ven*
nelaug«. Men ikke desto mindre var Straffe for Skrive*
frihedens Misbrug hyppige, og Birkner i Subscriptions*
planen til hans ypperlige Værk om Trykkefriheden
siger med Rette: »Den gode og redelige Forfatter kan
ikke med Sikkerked bruge Trykkefriheden, saa længe
Lovene, der skulde bestemme denne Friheds Brug,
endnu hvile paa vaklende og ubestemte Grundsæt*
ninger«.
,
Alligevel var der de Recensenter, som ikke lagde
noget Baand paa sig. Nyerup blev advaret et Par
Gange: i 1793 af sin Ven Rahbek og i 1797 af sin
Velynder Suhm. En Anmeldelse i »Lærde Efterret*
ninger« for 1793 Nr. 28 af (General Friedrich v. Mans*
bach’s) »Gedanken eines norwegischen Officiers über
die patriotischen Gedanken eines Dänen« (3: Greve
Waldemar v. Schmettow), en Anmeldelse, der var
yderlig grov, hvad man allerede kan skønne af Be*
gyndelsen: »Et saa uforskammet Skrift har Recensenten
endnu ikke havt at anmelde. Den ondskabsfulde, fejge
Kryster spores i hver Linie« o. s. v., gav Rahbek An*
ledning til at skrive hele tre Breve til Nyerup , hvori
han paa den mest venskabelige og skaansomme Maade
bebrejdede sin Ven Mangel paa Klogskab og For*
sigtighed. Han forstod ikke, at Nyerup i sit Blad
vilde huse og hæle Folk, der anslog en saadan Tone,
som kun kunde gøre Skrivefriheden forhadt hos Magt*
haverne og give dens Modstandere Vaaben i Hænde._D)
Suhms Advarsel til Nyerup var foranlediget ved
Assessor ved Hof* og Stadsretten
Peter Colletts
An*
meldelse i »Lærde Efterretninger« (for 1797, Nr. 20—24)
146