146 / 238
143
nye Kiøbenhavnske Efterretninger om lærde Sager,
gik af,
og da Professor Baden ho ldt op med sin
kritiskeJour=
nal,
og ligeledes
Literaturjournalen
standsede, bleve de
der vare antagne til at fortsætte hine Efterretninger,
snart de eneste Dommere her i Hovedstaden over
den fædrenelandske Litteratur.«
»Dette nye Selskab bestod til Deels af unge Per*
soner, hvoraf nogle endog ikke engang havde tagen
sidste Eksamen. For en Hovedstad, som indbefatter
Halvparten af tvende Rigers Skribentere; for en Ho?
vedstad, hvor der er et Universitet som bestaaer af saa
mange Professorer, var dette just ingen Ære. I Gøt?
tingen og paa flere saadanne Steder skrives de lærde
Tidender af Professorerne selv; her hos os skrives de
eneste privilegerede, og som een af deres Forfattere
nyligen har kaldt dem, de mest læste lærde Tidender
for største Parten af Studerende; her hos os bedømmes
Professorer af Studerende . . . Saa utroelig Tingen er,
saa rigtig er den: Aaret 1783 vil altid blive en mærk?
værdig Periode i den danske Literaturs Historie; thi
da bleve en Deel Studerende deres Professorers og
menige Mands Dommere i Videnskabssager, da maatte
den Professor, der kom frem som Autor, lade sig give
Karakter af en Student« . . .
»Det er en Fordom, at enhver Professor er lærdere
end enhver Student i samme Fag. Men i Almindelig?
hed holder det nok Stik, at Læreren veed noget mere
end Discipelen. I det mindste er det en Fordom, som
hele Verden har, og som derfor bør respekteres« .. .
»Imidlertid saae man snart Frugten af en saadan
ung Kritik. En Deel af de Herrer Dommere vare Dus?
brødre og Venner. Det blev da en Ligue: en Autor
maatte være en Vens Ven, eller han fik det at finde
(føle). Han maatte være af en vis Tænkemaade og Smag