148 / 238
145
Forinden havde han (fra og med Nr. 15 af Aargangen
1790) overgivet Redaktionen af de lærde Tidender til
sin Ven
Rasmus Nyerup.
Ugebladet fik fra det følgende
Nytaar Titelen:
»Kiøbenhavnske lærde Efterretninger«,
som det beholdt, saa længe det udkom paa det Ber?
lingske Forlag.
Nyerup havde allerede tidligere, først under Kierulfs
og siden under Ribers Redaktion, leveret nogle Bi*
drag til de lærde Efterretninger. Han forestod Bladets
Udgivelse ialt i tretten Aar, i to Perioder, nemlig fra
1790 til 1797 og fra 1800 til 1804. I den førstnævnte
Periode var Hvervet som Redaktør forbundet med
en ikke ringe Risiko. Det var i den franske Revolutions
mest bevægede Aar. Den Uro, som herskede i den
politiske Verden, forplantede sig til Litteratur og Presse,
og viste sig i Ytringer, som Magthaverne fandt straf?
bare, og som Domstolene revsede. Nyerup siger selv
i sin Levnedsbeskrivelse:24) »Her var det store, saare
betænkelige Spørgsmaal: Hvorledes skal de Recen?
sioner være beskafne, som (Redaktøren med) frelst Sam?
vittighed og uden at gøre sig selv, sin Kone og sine
Børn ulykkelige kan optage i Bladet? Naar man an?
griber Dogmatik og symboliske Bøger, angriber man
saa Bibelen? Naar man dadler nogle af Regjerings?
mændenes Foranstaltninger, dadler man saa Regjerin?
gen selv? Angaaende deslige Puncter svævede man i
den pinligste Forlegenhed. A ldrig har der i Danmark
hersket større Uvished om, hvad man torde eller ikke
torde skrive, end i dette Tidsrum, der omsider paa
en Maade endtes med Forordningen af 27. Septem?
ber 1799. Vel skrev Falsen (i Festen i Valhal 1790):
»Her Tankens Y ttring er, som selve Tanken fri«, og
hos Abrahamson hedder det i hans Bedømmelse af
Riegels’s Kjøbenhavns Skilderie i lærde Efterretnin? ger
Berlingske Tidende
19