142
bek ikke besidder de fornødne Egenskaber enten til
at være Recensent eller Oversætter« insinueret, at Rah?
bek recenserede sine egne A rbejder i »Efterretninger
om lærde Sager«. Rahbek afviste i sit Svar denne
usande Beskyldning, idet han særlig støttede sig til
Redaktøren af Bladet Ribers Vidnesbyrd. Ikke desto
mindre gentog Heiberg i »U ltimatum til Hr. K. L.
Rahbek« sin Insinuation, og brugte om Ribers Vid*
nesbyrd den Ytring: at han selv (Heiberg), om han
havde været Rahbeks Ven, aldrig vilde have taget i
Betænkning at hjælpe ham ud af sin Forlegenhed med
en saadan Attest, vel at mærke i en Sag som denne,
hvor han var vis paa, at hans edelige Bekræftigelse
aldrig kunde blive fordret. N u indrykkede Riber en
Erklæring i »Efterretninger om lærde Sager« (N r. 46
i 1787), hvori han paa sin Æ re og under sin Ed
opgav alle Forfatterne til de af Heiberg fremdragne
Stykker og tilføjede, at »dersom Hr. Forfatteren (Hei?
berg) efter denne nøjere Oplysning vover offentlig at
yttre mindste Formodning om, at Hr. Rahbek har
bedøm t sine egne Arbejder, saa nøder han mig til det
Skridt, han selv i mit Sted upaatvivlelig burde giøre,
nemlig at lade Lovene tale for mig.«1!l)
Saa skarp kunde Tonen være i Datidens litterære
Fejderi De hvasseste Angreb paa det Berlingske Tids?
skrift udgik dog fra Johan Clemens Tode. H an udgav
i 1788: »Et lidet Bidrag til den danske Literaturs og
Kritiks Historie i de sidste syv A ar etc«. Medens
største Delen af denne Pjece er af fagligt Indho ld og
rettet udelukkende imod Tidsskriftets medicinske Med?
arbejder, Dr. R. Buchhave, vender Tode sig i Ind?
ledningen mod den hele Stab af Medarbeidere med
følgende Ord:
»Da det forrige Recensent?Selskab, som skrev de
nye