197 / 238
194
Censuren, kan antages for Hjemmel, hvo rv id t en For*
fatters undertegnede N avn kan fritage Censor for
Ansvar, hvorvidt personlige Injurier maa aftrykkes,
og om Bøger, Karikaturer etc., hvis Titler enten er
usædelige, fornærmelige mod Regeringen eller Enkelt*
mand eller hentydende paa offentlige af Regerings*
kollegier misbilligede Genstande maa annonceres i de
politiske Blade. I et fuldstændigt Udkast til en
Instruks, som Manthey indsender, trækkes rigtignok
meget snævre Grænser for Pressens Frihed; det er
ikke blot de almindelige og selvfølgelige Regler, at
Kongen, hans Hus og de dermed ved Venskabs* eller
Slægtskabsbaand forenede Fyrster saa lidt som
Landets Regering hverken maa gøres til Genstand for
satiriske eller ondskabsfulde Ytringer eller fornærmes
ved Angreb eller vrange og uhjemlede Meddelelser.
Censor skulde paase, at Bladene ikke benyttedes af
Partiførere, der kunde forstyrre Landets Ro og bringe
Forfatningen i Fare, men han bør paa den anden
Side vogte sig for at undertrykke uskadelig Menings*
frihed. Med stor Varsomhed burde Censor sigte
Efterretninger fra Udlandet. Det bør pointeres at
ingen irreligiøse, umoralske eller obscøne Stykker maa
taales, saa lidt som Injurier eller andre Angreb, hvad
enten de er direkte eller skjuler sig under Allegori
eller Satire, ej heller endelig hvad der er evident
Nonsens eller skrevet i et slet og udannet Sprog.
H vo r naturligt det end var, at Manthey gennem en
saadan Instruks gerne vilde have sit Magtomraade
nøje bestemt, kan det ikke nægtes, baade at hans
Udkast indeholder meget, der i og for sig var over*
flødigt, fordi det allerede stod i de gældende Anord?
ninger og i de Privilegier, de enkelte Blade grun*
dede deres Tilværelse paa, og endelig, at Censurmyndig* heden