195 / 238
192
M en — den samme Røst, som m and ig t ly der
Im o d givtig Smigers fule A an d ,
H y ld e r ogsaa varm t de rene D y d e r,
D e r ei k jende G u ld og O rd en sb a an d .
D erfo r, Jacson , paa dm simple K iste
Skriver S andhed D ig de simple O rd :
»K raftfu ld D a a d og B rod ersind h an viste,
M ens han van d red her paa d u nk le Jo rd !«
M æ g te d ’ jeg at stemme b ru stn e S trænge
Som saa m ange V anheld søn d e rrev ’;
Ak ! — da to lk e d ’ de end stæ rk t og længe
H v a d D in D a a d i Frelstes H je rte r skrev.
D o g , frig jo rte A an d ! D u seer m it H jerte,
Seer, h v o r inderlig t det takke r D ig :
Æ d e lt lin d re d ’ D u såa tid t m in Smerte,
T h i D u h jalp før halv t den næ rm e d ’ sig.
H e ld D ig hist, i A anden s frie Rige,
H v o r k u n D y d og K u nd sk ab give Væ rd ,
H v o r ei M u nk e a and og V o ld bekrige
Sandheds T o lk , m ed Løgn og Ild og Sværd.
Blok Tøxen.
Denne poetiske Udgydelse er lige saa smagløs og
taabelig, som Artiklen er uforskammet, og det er let
forstaaeligt, at Manthey her brugte sin blaa Blyant og
ikke ønskede disse Mindevers optaget i Statstidende;
men hele Sagen er betegnende for, hvad Redaktionen
kunde tage imod, og for den Tone, man nu kunde
tillade sig overfor Censuren. Manthey søgte Depar*
mentets Tilladelse til i Bladet at indrykke en Notits
om, at enhver, der havde noget at beklage sig over
med Hensyn til Statstidendes Redaction eller Censur,
havde