191 / 238
188
For Gud og for Mennesker have Vi da ikke troet
at kunne forsvare, at stille et ædelt Folk blot for en
Ulykke, som overgaaer alle andre, og som selv ikke
Sværdet havde kunnet afværge, naar Vi endog, om*
given af Vore brave Tropper, efter deres og samtlige
Vore Undersaatters Ønske, havde kastet Os i Kampen,
ikke med een, men med flere, i Forening overlegne,
Fiender. Kræfterne, som vare frembragte og kunde
fremdeles frembringes imod Os, vare ikke at beregne.
Selv en Seier kunde ikke redde det Hele, og Tab
maatte have fremskyndet endnu større U lykke, og
have giort alle videre Underhand linger umulige.
I en saa fortvivlet Stilling, som en langvarig For?
svarskrig, og tilsidst den almindelige, alt fortærende
Krigslue, som har udbred t sig over hele Europa, har
fremkaldt, og som Vor nidkiære Omhue for Vore
troe Undersaatters Velfærd ikke, under saa over*
ordentlige Uheld, har været i Stand til at afværge,
have Vi maattet gribe til det eneste Middel, der nu
frembød sig, for at redde Norge fra at forkomme af
Hunger, medens Danmark, kiæmpende mod ulige
Kraft, ene bar Stridens Byrder, og udsattes for dens
Følger. Vi have, under alle disse sammenstødende haarde
Uheld, maattet aftræde, til den Svenske Krone, de
Rettigheder til Kongeriget Norge, som vi arvede fra
Vore Forfædre.
Vi afholde Os fra at skildre de sørgelige Følelser,
som Sønderriveisen af Baandet mellem begge Riger
foraarsager Os. Enhver Dansk, enhver Nordmand
vil letteligen slutte sig dertil af hvad han selv føler.
Staternes Skiebne staaer i Forsynets Haand.
Vi have intet forsømt i de 7 Aar, medens Kampen
har været, for at vedligeholde det Baand, som flere
Aarhundreder