189 / 238
186
gyndte paa ny. Fæstningerne Frideriksort og Gliicki
stadt vare faldne. Om ikke A lt skulde sættes i Vove,
maatte Forsvarsanstalterne for det første og for det
meste indskrænkes til Fyen, hvorhen Vi beordrede alle
de Tropper, som fra Sielland kunde undværes, og
hvorhen Vi begave Os Selv for at være Kamppladsen
og Underhandlingerne desto nærmere.
En fornyet U nderhand ling standsede atter Angrebet,
som var naaet til Jyllands Grændse. Denne Provinds
var ikke at beskytte mod Overmagtens fiendtlige
Oversvømmelse, om endog en rolig Besiddelse deraf
kunde have været giort stridig. Men ved at blive,
ligesom begge Hertugdømmerne allerede vare det,
Krigens Skueplads, var ethvert M iddel Os berøvet,
til at see Korn sendt derfra til Norge.
N u fremkom altsaa det vigtige Øjeblik, da, uden
videre Henstand, maatte afgiøres om Fred eller fort*
sat Krig.
Vanskeligere Stilling end Danmarks, som afskaaren
fra Norge, stod ene imod saa mange, og i Forening
saa mægtige Stater, har neppe nogen Stat hidtil havt;
og vanskeligere Pligt end her at vælge, har ingen
Fyrste været paalagt. Havde Sagen angaaet Os selv
alene, eller det blot var kommet an paa, at gaae en
truende Fare imøde, naar et ønsket Udfa ld kunde,
endog igiennem den skrækkeligste Kamp, øines, da
vilde vor Beslutning snart have været tagen; thi Vi
kiendte Vort Folks, som Vore Troppers, modige
Sindelag, og vidste, hvad Folket endnu, uagtet langvarig
Krig havde svækket dets Kræfter, vilde opofre og
lide for Fædrenelandet og for Os, naar Vi dertil
opfordrede.
Men under Omstændigheder saadanne som de der
vare forhaanden, kunde Vi ikke udsætte det hele
Monarkie