185 / 238
182
sørgelige Resultat, og tog Afsked med det norske
Folk, som fra nu af skulde være løst fra den aarhundred?
gamle Forbindelse:
»Det er vore troe Undersaatter og hele Europa
bekjendt, hvor redeligen og uafladeligen Vi, først
som TromArving og derefter som Konge, have ønsket
og bestræbt Os for, at vedligeholde Fred for Vore
Riger og Lande, og ved Fredens Velsignelser at fremme
deres Velstand og Lykke.
Medens Krigen, siden 1792, rystede alle andre
Europa’s Stater, lykkedes det, i fulde 16 Aar at ah
vende dens Forstyrrelser og Farer fra disse Riger og
Lande. Ickun da fremkaldtes til Vaaben, naar det
gjaldt om at værge for Fædrenelandets Rettigheder,
og at opretholde dets Fred.
I Aaret 1806 nærmede de krigende Magters kjæm?
pende Hære sig til Statens Grændse mod Fastlandet.
Vore sammendragne Tropper holdtes da der, for at
sikkre mod saadanne Voldsomheder, som Grændse?
Provindser, blottede for væbnet Forsvar, i en saadan
Tid, maatte være og vare udsatte for.
Vore Hensigter vare rene og aabne. Vort Folk og
Europa’s Fyrster erkjendte dem som saadanne. Alle
Forbunde med fremmede Magter vare fornyede og
bekræftede. Med ærlig Troskab opfyldte Vi Pligterne,
som de paalagte Os. Ingen Paastand yttredes fra Vor
Side, som kunde opvække Tvivl om Hensigt til
Trætte med nogensomhelst Magt, mindre endnu frem?
kalde til Angreb og Overfald. A lle Nationers Skibe
søgte Sikkerhed i danske og norske Havne, og fandt
den der lige for Alle.
Vi nærede da roligen det Haab, at enhver vilde
indsee, at det fra Vor Side saaledes fulgte politiske System