186 / 238
183
System vilde være i alle Henseender ufornærmende,
og det eneste som, efter Vor Stats Beliggenhed, stem*
mede med dens Interesse, og med det øvrige nordlige
Europa’s tillige.
Men dette Vort retmæssige Haab blev pludseligen
skuffet. Sielland og med den Hovedstaden overfaldtes
baade til Lands og Vands af en meer end almindelig
Overmagt, og Flaaden faldt de Angribende i Hænde.
Imidlertid opbragtes de talrige danske og norske Skibe,
som, i Tillid til Statens Fred, before alle Have, og
de, med deres Ladninger, Nationens kostbare Fjern
dom, gjordes til Bytte.
Et saa overordentligt Angreb fremkaldte til Modstand,
som fandt almindeligt og lydeligt Bifald, ogsaa hos
de største ContinentaLMagter, og som ledte til nøiere
Forening med Frankrig, der tilsagde Forbund og
Understøttelse. Men ved denne Understøttelse selv
forøgedes kun Statens Byrder, uden at Øiemedet
blev opnaaet. For en Tid forstærkedes vel Forsvaret
til Lands, men uden at derved kunde udrettes noget
med Magten paa Søen.
Im idlertid rystedes Folkets, i den foregaaende Freds*
tid erhvervede, Velstand ved Krigens Udbrud, og ved
dens Fortsættelse. Kilderne til denne Velstand svæk*
kedes meer og meer. Statens Indtægter og sammes
Beløb i Værd maatte aftage i lige Grad, som dens
uundværligste Fornødenheder, og med dem dens Ud*
gifter, tiltoge. Nationens vigtigste Erhverv ved Skibsfart
og Handel afbrødes, og endeligen indførtes et System,
som um iddelbart virkede imod al Samfærdsel til Søes
imellem Nationer og Stater, og tilintetgjorde for Vore
Riger og Lande den sidste Levning af den Søhandel,
som endnu havde lindret Krigens Onde, uden at
føre nærmere til det angivne Øiemed: Freden. Under