193 / 238
190
af, hvilken Grad af Frihed Pressen kunde nyde, var
jo heller ikke bleven mildere i den hellige Alliances
Tider. A t Manthey ikke blev mindre nøjeregnende i sin
Censur af Statstidende, viser en betegnende lille Episode
fra Aaret 1820. Bladet »Politivennen« for 22. April
dette Aar indeho ld t følgende lille nærmest latterlige
Artikel, der var indsendt af den noget anløbne Litterat
Blok Tøxen:
EN CEN SUR i GAADE .
T il Ind rykkelse i N r. 24 af den dan ske S tatstidende indle#
verede jeg n edenstaaende Vers, i A n led n in g af een af vore agt#
væ rd igste M edbo rg eres D ø d . M od tage lsen og Betalingen mødte
naturligvis ikke m in d steV æ g rin g fraC om p to ire tsS id e . D esto større
var derfo r m in Fo run d ring , fo r ikke at sige Forbau selse, da jeg
siden erfarede, at m it uskyldige G rav d ig t var blevet ud slettet af
S tatstidendes Censor, Geheim e#Legationsraad og R idd e r M anthey,
G u d maa vide, h v o rfo r? — Vel har jeg ladet m ig sige, at der
gaves engang en Censor, som var saa stæ rk i at anvende det
A lm indelige paa den Enkelte, at han, u n d e r Bonapartes Volds#
regjering, fo rand rede det gamle dan ske S andsagn: »M an klæder
sig paa F ransk, og fryser paa D an sk« ! til: »M an k læ d er sig paa
fremm ed Viis o. s. v.« M en, uag tet m an maa baad e fryse og
gyse over bemæ ld te Censur#V inter, selv om den fremm ede D rag t
var russisk eller polsk, er jeg do g ikke k o ld n o k til at hen#
regne H r. G eh . Legatr. M an th ey til slige C ensorer. Ikke vil
jeg undersøge, h v o rv id t en Censor, i ju rid isk H en syn , er hævet
over Lov og Ret, ifølge hv ilke et privilegeret Bekjendtgørelses#
b lad dog n o k er fo rp lig tet til at m od tage alle Ind rykkeiser, som
hverken ere lov strid ige eller meningsløse. Jeg vil b lo t anstrenge
m in G je ttek raft —hv o rtil jeg ogsaa herved op fo rd re r m ine L æ s e r e -
for, om mueligt, at opdage G ru n d e n til C en sors Udslettelsesdom .
V ed Samm enligning have vist S tatstidenden s Læsere forlængst
bemæ rket, at den æ ldre berlingske T id e n d e sæ dvan ligen havde
et langt rigere In d h o ld fra K jøbenhavn, end den nuvæ rende
S tatstidende, hvis inden land ske A rm o d isæ r er paafaldende.
A ltsaa har G eh. Legatr. neppe b ru d t Staven over Indrykkeisen
af