BerlingskeTidende

193

havde at henvende sig til Departementet »for at det

kan blive muligt herefter at efterkomme de af Dem

modtagne Befalinger uden derfor, saa ofte det behager

noget ondskabsfuldt Menneske, at vorde givet til Pris

i de offentlige Blade«. Rosenkrantz vilde imidlertid

ikke indblandes i den Slags Sager; i Randen afMantheys

Klageskrivelse har han kategorisk bemærket: Herpaa

mundtlig svaret, at Departementets og mit Navn ikke

maa nævnes i Statstidenden eller noget andet offentligt

Blad i denne Anledning, da kun de politiske Artikler

ere under Departementets Opsyn.

I Aaret 1820 fratraadte Legationsraad Nissen sin

Stilling som Censor for de politiske Blade, og dette

Hverv blev da ved Bestalling af 24. Maj overdraget

til Manthey, der jo nu i en Aarrække havde virket

ved Statstidende og besad nogen Erfaring paa dette

Omraade. Ganske naturligt ønskede han imidlertid,

da hans Stilling derved vilde blive yderlig kompliceret,

idet den almindelige Censur hørte under Danske

Kancelli, at faa en Instruks. Sagen med Blok Tøxen, som

Rosenkrantz pure havde afvist, bidrog sikkert ogsaa

til at gøre ham tvivlraadig om, hvor Grænserne for

hans Myndighed gik, og Gang efter Gang hændte

det, at de Blade, som ikke havde Ret til at meddele

politiske Efterretninger og derfor heller ikke var under*.

kastet politisk Censur, dog bragte Meddelelser af en

saadan Karakter, at Manthey maatte formene, at det

vilde føre til, at »Publikum frasiger sig de Blade, der

staar under politisk Censur, og derimod søger til dem,

som paa en Omvei vide at undgaae alt Ansvar«. Han

udvikler nærmere, hvad han mener, en saadan Instruks

skulde indeholde; det burde bestemmes, hvorvidt en

Artikels Offentliggørelse i autoriserede udenlandske

eller saadanne indenlandske Blade, der have passeret

Censuren,

Berlingske Tidende