194 / 238
191
af M angel paa P lads. E ndnu m indre kan jeg troe at han har
troet at finde nog et A n stødelig t i Versene, da disse ikke inde#
ho lde D ad e l ud en i alm indelige Sandheder, som H istorien, des#
verrel hjem ler til alle T ider. A llerm indst tø r jeg antage at min
C en sor har vovet, at anvende mine alm indelige Sandheder som
passende paa nogen vis Enkelt, da dette jo vilde være een af de
groveste og uforsvarligste Inju rier imod denne Enkelte. Ja, selv
om m an tu rd e antage en slig u g r u n d e t , dunkel Følelse i Censors
H jerte, kan m an dog um ueligt troe om hans H oved, at dette, i
saa Fald, ej sku lde have hju lpet ham bedre ud af T ingen. D et
Simpleste af A lt (u n d e r en Censur#Betænkelighed, over hvis
G jen stand enhver kan gjette, troe og snakke saa meget, ham lyster,
men jeg alene dømm el) havde nem lig været, at udsæ tte Ind#
rykkeisen af m ine Vers til næste Gang, for saaledes at faae T id
til B etænkning, over en Betænkelighed, der da sikkert havde
hævet sig selv, enten den saa reiser sig af Mangel paa passende
P lads eller rig tig O rd fo rto lkn ing .
D og , kjere Læser! jeg mærker nok, at det ikke vil lykkes
mig at op lø se G aaden, og derfor overlader jeg det ganske til
D ig at gjette, eller til H err Geheime #Legationsraad Manthey
at m eddele G ru n d e n for hans Veto! — M in almeentydelige
T ex t følger herm ed til behagelig A fbenyttelse:
N a a r en Leiesvend sin Lovsang toner
Ved en mægtig N idd ing s Sundhedsfest,
N a a r han, slangebugtet, Lasten kroner,
M en s det to rd n er: »Vee!« fra Ø st til Vest;
D a g jenlyder Retfærds høie Stemme
G jennem F rimods djerve Strengeleeg:
S andheds T on er Løgnens Præ st beskjæmme,
Der. sig æreløs, til A ltret sneeg.
A R JEN JA C SO N