Brandmandsliv

hæftige Eksplosioner, der fra Tid til anden rystede det, er ikke

godt at sige, men muligt kunde den paa Vandet flydende og

brændende Petroleum have tændt viden om. Man havde den

gang ikke Skum, der kunde kvæle en saadan Brand, man hav

de ikke anden Udvej end at prøve at drukne den, og det lyk

kedes da ogsaa, lige inden Skibet skulde til at synke.

Brandinspektør Friis, der var vagthavende, havde Hænder

ne fulde og Ansvaret for, at det rigtige blev foretaget, og han

havde saa travlt, at han slet ikke havde Tanke for sin sæd

vanlige Passion — at fotografere, — men bedst, som Branden

var paa sit højeste, og Eksplosionerne gjorde det uvist, om det

vilde gaa, óg medens der endnu var Grund til at frygte, at man

hvert Øjeblik kunde faa i det mindste en Del af Skibet i Ho

vedet, bemærker Brandinspektør Wissing ganske tørt: »Skal

vi ikke hente Kameraet?« Historien er ganske karakteristisk

baade for Friis og Wissing. Friis, der bærer Ansvaret, glemmer

ganske sin sædvanlige Passion, medens Wissing, der ganske vist

ikke er tynget af noget Ansvar, men dog, som alle de andre,

kan vente at faa lidt af Skibet i Hovedet, koldblodigt bemær

ker: »Skal vi ikke hente Kameraet?« Og Bemærkningen fal

der nøje i Traad med hans Svar, da han efter sin første Brand

blev spurgt om, hvad han tænkte, da han kørte ud til denne.

»Jo, da jeg saa et mægtigt Brandskær, tænkte jeg, — saah, —

der bliver en nederdrægtig lang Rapport at skrive.«

For Tilskuerne er en Ildebrand sædvanlig et storslaaet

Skuespil, men for Brandmændene er det oftest et baade fare

fuldt og anstrengende Arbejde, derom taler Brandkorpsets

Journaler deres tydelige Sprog, naar de fortæller om tilskade

komne eller røgforgiftede Brandmænd, som det hyppig sker

ved en større Brand, men om mangen, haard Tørn staar der

ofte intet, og om de talrige Gange, hvor det paa et hængende

Haar kunde være gaaet galt, bevarer kun Brandmanden selv

en sød Erindring.

Naar det har gaaet haardt til inde ved Ilden, hvor Huden

bliver stram af Heden, og Luften er tyk af Røg og Damp —

altsaa ligesom paa Kolberger Heide, — og Klæderne er gen

nemblødte af det sivende Vand, kan Luften udenfor synes is-