41 / 288
ligere Vejen til ham og til sin Søster Christiane i det ved Palæ et
nærliggende Hjem i Bredgade end ud til det fjerne Bakkehus,
hvor man ser med Uvilje og Sneversyn paa Danmarks største
Digter.
Men saa brød U vejret tilgavns løs, da Rahbek som Theatrets
Meddirektør og første Censor sæ tter sig til Doms over Oehlen-
schlager og offentligt stiller sig paa hans Modstanderes Side!
Her, hvor det er Hensigten kun i brede Træk at skildre det
uforglemmelige Bakkehus’ H istorie og Livet og Aanden indenfor
dets Mure, vilde det føre for vidt at udrede Traadene i den
tragikom iske Skæbne, der var bleven „Frejas A lter“ — Oehlen-
schlagers Smertensbarn — tildel. Et P ar orienterende Bemærk
ninger maa være nok. I .1804 var Stykket for første Gang bleven
forkastet. Det blev derefter fra Syngespil omarbejdet til Komedie,
indleveret paany i 1816 og — paany forkastet. Det blev forsøgt
væ ret stæ rkere end Smerten. For første Gang i mange Aar til
bringer han ikke sin Juleaften paa Bakkehuset. Han er med til
at pynte T ræ et hos Oehlenschlager. Og først et Par Aar efter
kommer Forsoningen istand, — med Kamma i Foraaret 1818 og
med Rahbek ved Høsten i samme Aar. Da mødtes han og Oeh
lenschlager nemlig ved en Højtidelighed, der smeltede H jerterne.
Den udmærkede Læge, Dr. O le H ie ro n im u s M y n s te r , en Bro
der til Biskoppen og en nær Ven af hele den Heger’ske Slægt,
blev begravet paa Frederiksberg K irkegaard, og over Graven
rak te Oehlenschlager Haanden til Rahbek og tilskrev ham Dagen
efter det skønne Brev, der gør hans H jerte Ære, og hvis Slutning
lød saaledes: „Nu er vi Venner igen, og lad os være det for
Evigheden. Altid bliver Bakkehuset mig kæ rt! Du mødte mig
tidlig med Opmærksomhed, Kærlighed og hædrende Agtelse —
som et ungt Menneske uden Beskyttelse. Du opmuntrede mig til
F o t. Før og N u “.
Det i 1891—92, efter T egning af P rofessor Martin N yrop,
paa Ejendomm en R oligheds Grund paa den m odsatte Side af Ladegaardsaaen opførte Provinsarkiv, — Jagtvej Nr. 10.
B u s te
af A rkivar A . D. Jørgensen.
T. v. H use i B antzausgade. Aar 1921.
a t omstøde Censorernes Kendelse, men til ingen Nytte
da det
a tte r indleveredes blev det samme Aars 5. Septbr. forkastet ior
tred je og sidste Gang, indtil det efter alle disse bitre og ydmy
gende Fødselsveer endelig naaede frem til Opførelse i 1828,
da det spilledes to Aftener, ovenikøbet med en M a a n e d s Mel
lemrum! Det er om Forkastelsen a n d e n Gang, i 1816, Talen
drejer sig her. Dommeri var afsagt. Rahbek og Olsen, Theatrets
D irektører og Censorer, havde den afgørende Magt og stod vist
nok for første og eneste Gang enige ved hinandens Side, —■og
Carl Heger var oprørt. Han har, lige saa lidt som andie Smags
dommere, anset „Frejas A lter“ for noget betydeligt Digterværk,
men han har med god Grund harmet sig over at se Nationens
udødelige D igter behandlet som en Skoledreng. Den øjensynlige
Undervurdering, Oehlenschlager altid har været Genstand foi
paa Bakkehuset, havde faaet et saa haanende Ldslag, at det ikke
b ui*dø i;s,¿il6s
Det har væ ret en drøj Tid baade for Carl Heger og Kamma,
mest for hende, der daarligt kunde undvære sin elskede Broder,
og som vel paa Rahbeks Vegne har følt sig skyldbetynget. Og
Carl Heger? Ogsaa hans H jerte har blødt, men hans Harme har
mine første Skridt, nu skal Du ogsaa følge med mig, Rahbek,
Arm i Arm!“
Og da er ogsaa Carl Heger formildet, og det gamle, skønne
Forhold mellem ham og Bakkehuset forstyrres aldrig oftere af
nogen Mislyd.
Naar vi her har dvælet udførligt ved denne Bakkehusets mest
trofaste Ven, er det, fordi hans ædle Skikkelse er vokset saa fast
til Stedet, at den træder En imøde med større Krav paa at m in
des end nogen Anden blandt dets mangfoldige andre Frænder og
Venner, der er kn y ttet til Bakkehusets og dets Beboeres Historie.
Og vi vil derefter beskæftige os med de mange mer eller mindre
celebre Personer, der i Tidernes Løb gav Bakkehuset sit Præg
som dets Gæster og ved deres Besøg bidrog deres til, at Knud
Lyne og Kamma tiltrods for deres Boligs afsides Beliggenhed
aldrig følte Ensomhed og Savnet af Børn i deres Ægteskab. Der
for var det ogsaa baade en smuk og sand Bemærkning af Oehlen
schlager, at „der var en evig Ju l“ paa Bakkehuset, selv om han
med disse Ord nærmest har tæ nkt paa, at man af Kamma Aaret
rundt blev bevæ rtet med „Julekage“, der skal have været af en
sjelden delikat Kvalitet, og om hvilken det til Overflod er be
35