47 / 288
efter Tidens Skik har hun givet sine Følelser Udtryk, der for en
overfladisk B etragtning og af dem, der v il misforstaa, er blevet
udlagt som andet og mere, end de i Virkeligheden var. — Ogsaa
I. P. Mynsters Broder, den kendte Overmedikus O le H ie ro n y m u s
M y n s te r, der døde i 1818, var blandt Husets Venner, men slut
tede sig dog nærmere til den Ørsted’ske Kreds. At de to berømte
Brødre H a n s C h r i s t i a n og A n d e rs S a n d ø e Ø rs te d hørte til
de sjeldne Gæster, tør man sikkert gaa ud fra, — noget bestemt i
den Retning foreligger ikke.
For B a g g e s e n ’s Vedkommende var, som bekendt, hans Forhold
til Bakkehuset i en stæ rkt vekslende Bølgegang, uberegneligt,
saaledes som han selv var upaalidelig og vaklende i hele sin
Færd. Han havde i tidligere Dage nydt Gæstfrihed paa Bakke
huset, og da han efter Indgaaelsen af sit andet Ægteskab med
F a n n y R e y b a z . i 1806 kom paa Besøg i København fra sin
Krige nogle Aar efter, blev fordreven fra Halle og stod uden Re-
sourcer. Da foranstaltede hun blandt danske Venner en Indsam
ling, der hjalp ham udover den øjeblikkelige Nød.
Navnet J u s t M a th ia s T h ie le maa paa ingen Maade forbi-
gaas, naar Bakkehusets fortrolige Kreds omtales. Han var som
Molbech stæ rkt betaget af Kammas Aand og H jerte og opslog for
en Tid sin Bolig paa Stedet, til hvis Historie han har givet os et
ypperligt Bidrag i Bogen „To Aar paa Bakkehuset“, i hvilken han
bl.a. har efterladt en værdi fuld Skildring af Husets indre Lokaliteter.
Omtrent sam tidig med Thiele var den unge H a n s C h r is ti a n
A n d e rs e n en jævnlig Gæst hos Rahbeks, og hans mange Løjer
ligheder har væ ret Genstand for Kam mas psykologiske B etragt
ninger, og hun har fremfor nogen været klar over de rige Mulig
heder, der skjulte sig bag hans kejtede og nervøse Væsen.
Med fint Blik for Modsætningen baade mellem deres Personlig-
F ot. „Før og N u “ veri E lfelt.
Samme Parti i 1921 som paa B illedet ligeoverfor.
V illa udenfor Paris, blev han paany modtaget hos Rahbeks med
al mulig Honnør. Men efter at han havde udgivet „G jengangeren“,
viste han sig ikke hos dem, og da han i 1813 atter kom til Dan
mark, var Forholdet endnu mere spændt som en Følge af hans
taktløse Angreb paa Rahbek, men, smidig som denne „Rimets
musikalske Klapperslange“ var, forstod han dog i en paafølgende
Tid at indynde sig hos Kamma., der lige saa, lidt som de mang
foldige andre Kvinder, med hvem han kom i Berøring, kunde
modstaa hans insinuante Smigreri og interessante Konversation.
Den udmærkede Digter P o u l M ø lle r var en af de Husvenner
der gennem Tiden blev Bakkehuset tro, baade i Rahbeks Lng-
karleperiode og efter hans Giftermaal. Med sin skarpe Intelligens
og sit lyse Vid m aatte han nødvendigvis være blandt Kammas
ivrigste Beundrere, og han gav sin Beundring Udtryk i de be
kendte Ord, at hun „var det første Menneske, han havde kendt“.
En ikke mindre varm Beundrer og Ven fandt Kamma i H e n rik
S t e f f e n s , den begejstrede „Lynildsmand“, der lige i Aarhundre-
dets Gry var ankommen til Danmark, og som ikke mindre end
Brødrene Ørsted vakte den unge Oehlenschlagers store Aands
evner til flammende Liv. Og ligeoverfor ham fik Kamma Lejlig
hed til at vise sit rige H jertelag i Gerningen, dengang han, som
saa. mange andre Videnskabsmænd og Kunstnere, under de store
heder og de ydre Forhold, hvorunder de levede, minder Louis
Bobé om Kammas Venskabsforhold til Digterinden F r i e d e r i k e
B ru n , som med sin stenrige Mand, Handelsfyrsten Constantin
Brun, holdt „litteræ r Salon“ ude paa det skønne Sophienholm
Slot, imod hvilket Bakkehusets smaa og lave Stuer var for en
Husmandsrønne at regne. Begge Steder sad Aanden i Højsædet.
Besøgene mellem de to højtbegavede Damer var sjeldne, og deres
Forhold opretholdtes væsentligst ved Brevskriveri. Men stor Pris
satte de paa hinanden. I Bakkehussproget var Friederike Bruns
Navn „Die Grandiose“, hvori vel nok en Smule Sarkasme laa
gemt. Og paa sin Side benævnede Fru Brun den lille spinkle,
men yndefulde Kamma med Kælenavnet
bocca-mela
— hvilket
betyder „Honningmunden“ — efter et lille italiensk Insekt.
Filosofen F. C. S ib b e r n indførtes af Oehlenschlager hos Rab-
beks og har ofte fordybet sig i filosofiske D ebatter med Husets
Frue, der tæ nkte og læste og skrev, mere end hun talte, og hvis
Viden paa de forskelligste Omraader var enestaaende selv mellem
hin Tids Kvinder. Hun var lærd som en Universitetsprofessor og
tum lede sig med Lethed baade i de levende og døde Sprog, —
men hvor langt har hun dog ikke været fra det Blaastrømpe-
Begreb, der er alle Mænds Rædsel, og som vilde have været ufor
eneligt med det Præg af fin Ynde og Kvindelighed, der tillægges