50 / 288
Den kgl. V eterinæ r- og L andbohøjskole, Biilow svej 11 (sen ere 13); H ovedbygningen set fra B iilow svej Aar 1865. (Se T eksten sen ere).
B ygn ingen er opført i A arene 185C—58. I A arene 1892—-95 foretoges store Om- og T ilb ygnin ger, saaledes at den paa B illed et v iste B yg n in g reduceredes til
B agb ygning for den paa nedenstaaende B illad v iste nye B acadebygn ing.
Men hendes opofrende Sind lader hende ikke Ro. Hun ser den
gamle Rahbeks forladte Tilstand, og saa sender hun ham de efter
følgende Par Breve, som sikkert er vore Læsere ubekendte, og
som frembyder den allerstørste Interesse, ikke blot fordi de paa
saa smuk og rørende Maade aabenbarer hendes dybe Følelser, men
ogsaa fordi de tegner af hin naive Tid et autentisk Billede, som
netop Læsere af „Før og N u“ vil vide a t vurdere efter Fortjeneste.
Christiane Oehlenschlager føler med Smerte, a t hverken hendes
Aands- eller Legemskræfter vil strække til, saa a t hun kan følge
sit H jertes Indsky
delse og selv klæde
sin elskede Søster i
Ligdragten, som hine
Tider krævede det.
Hendes eget Helbred
er nu stæ rkt vaklende,
hendes Nervesystem
er svækket, hendes
K rampeanfald hyppi
ge, hendes Syn er
daarligt, og hendes
Haand ryster, saa at
hun knap kender sin
egen H aandskrift
igen, den, man altid
før har beundret
hende for. Hun for-
maar da kun at give
den sørgende Rahbek
skriftlige Anvisninger
paa de Hensyn, Kammas forestaaende Begravelse gør nødvendige.
Rahbek og Christiane har um iddelbart efter Kammas Død udøst
H jerterne for hinanden og truffet Aftale om Køb af Kiste og Ligtøj
og om Bestilling af de Madammer, hvis Profession det er a t gaa
tilhaande ved Dødsfald i Hjemmene. Men overladt til sine ensomme
Tanker, har hun ikke kunnet finde Hvile i de trufne Bestemmel
ser, og hun gør nu i disse Breve Rahbek nye Forslag. Og man
faar gennem hvert Ord, hun skriver, og af den kæ rlige O ptaget
hed, hun viser, stadfæ stet det Indtryk, som paatrænger sig ved
alle de Oplysninger, der er efterlad t os om hende, at hun var et
elskeligt Menneske, der fandt sin største Lykke i Omsorg for Andre.
„Kjæreste Rahbek! Jeg har væ ret hos Deres kjæ rlige Søster og
seet hendes Deeltagelse i Deres Skjæbne. Hun har bedet mig
H ovedbygningens nuvæ rende Facade m od B iilow svej.
hilse Dem hjerteligt. — Det er løbet om i m it Hoved, kjæ reste
Rahbek, at det dog ikke var Anledning nok til a t vælge Manden
til at forfærdige Kisten, at min Søsters seneste Meubler vare for
færdigede hos ham. Meget mere fandt jeg det re t at vælge een,
som kunde levere en ligesaa. smagfuld som simpel Kiste, og jeg
tæ nkte da paa at tale med Deres Søster og at forhøre om ikke
mueligt H e ts c h (Professor ved Kunstakadem iet), havde leveret
en Tegning til hendes Moders, og saadan var det. Jeg gik til
hans Bolig, men tra f ham ikke. Deres Niece, Frøken Hansen, var
saare deeltagende og
vilde endelig paatage
sig at sende mig den
samme Snedker, som
havde forfæ rdiget De
res Moders Kiste, og
derefter at lade Hetsch
give ham Tegning og
videre Ordrer. Da de
nu idagsaa tillidsfuldt
overlod alt til mig,
saa haaber jeg, at det
ikke vil mishage Dem,
og mig er det usige
ligt kjæ rt, at det i
denne Henseende
skeer ganske i min
Søsters egen Aand. —
Før im o r g e n kan ik
ke Voxlagen etc. b ru
ges, og v e d D a g e n
maae det ogsaa skee. Vil De bede L in e (Rahbeks Tjenestepige) ikke
give hende Kappe paa for det første, da d e t maae være det aller
sidste. — Hvad nu den Sag angaaende S k i f t e t vedrører, da var
det, som jeg troede. A n d e rs Ø r s te d har væ ret inde hos mig,
medens jeg var ude for a t finde Hetsch, og da jeg kom hjem, gik
jeg strax ind til ham. Jeg vil da nu sige Dem, hvad Ørsted sagde
mig. Cancelliet kan ingen Bevilling give, — alt, hvad der ud-
fordres, er Arvingernes Minde til at sidde i u skiftet Bo, og det
kan jo aldrig fattes, hvor alle Arvingerne ere myndige. Det
skulde nok leveres inden 24 Timer, men det er vel tidsnok imor-
gen, og jeg skal besørge det, ifald De saaledes behager. Hermed
Manden, som skal forfærdige Kisten. Han mener, det vil blive
60 Rdlr. for den. Det er ikke billigt, men dog ikke heller dyrt,
44