S_FørOgNu

malende Ord: „Jeg mindes saavel Stuen, de duggede Yinduer med

de tunge, blaa D rueklaser og Tante Rahbeks fine, ejendommelige

Person. A ltid var hun klædt i fine, bløde Uldkjoler med yndige,

douce Farver, som hun hentede sig i Hamborg. Hun gik altid

med Sephyrgarns Strømper under Silkestrømper og Safians Sko.

Rahbek var den stør

ste Modsætning til

hendes Sirlighed, han

havde grove, simple

Klæder, som ikke pas

sede ham “. —

I over tredive Aar

fik de to Æ gtefolk

Lov til at vandre sam

men i Livet, og saa

fast var de blevet

bundne til hinanden,

at man betragtede det

som givet, a t de og-

saa i Døden m aatte

følges ad. Hvorledes

skulde det navnlig

gaa, hvis Kamma først

gik bort? Hjælpeløs

vilde Rahbek føle sig,

upraktisk som han var

i Dagliglivets Forhold.

I Januar 1829, efter

at hendes Helbred i

Vinterens Løb var ble

ven skrøbeligere og skrøbeligere og hendes Hosteanfald mere og

mere pinlige, bukkede Kamma under. Hendes lille zarte Legeme

var efterhaanden bleven som et Barns, og hun følte sig træ t til

Døden. I Rahbeks Erindringer dvæler han med Vemod ved Be

retningen om hendes Bortgang. I den Dagligstue, der gennem

Aarenes lange Række havde været Vidne til alle hendes Glæder

og Bekymringer, laa hun under sin Sygdom taalmodig og stille

hen og ventede paa Befrielsen. Rahbek, der var født Sangviniker,

holdt til det Sidste Haabet fast. Han kunde slet ikke tænke sig

Muligheden af for bestandig a t skulle skilles fra hende. Og da

han den 21. Januar 1829 ved Efterm iddags

tid kom ind til hende for a t sige hende

Farvel, før han gik ind til Byen, hvor

han havde uopsættelige Forretninger, havde

han ikke den fjerneste Anelse om, at det

var den sidste Gang, han skulde se Kamma

ind i hendes gode, trofaste Øjne. Han

rak te hende sin Haand til Afsked. Men

da rejste hun sig op fra sit Leje paa

Sofaen og sagde med brudt Stemme: „Mun

den!“. Hun har følt sig saa svag og elen

dig, at hun har ønsket at sige sin Æ gte

mand sit Farvel saa indtrængende og kæ r

ligt som muligt, — thi hvem kunde love

hende, at hun var ilive, naar han om Af

tenen vendte tilbage til Bakkehuset? Og

saa trykkede hun da tre inderlige Kys

paa hans Mund, og det blev hendes Døds

kys. Da Rahbek kom hjem igen til Bakke

huset, hørte han hende endnu drage Aan

den, men det varede ikke ret længe, før

hun laa død i hans Arme. Han vidste

ikke, at det var for evigt forbi. Han

k u n d e ikke, v ild e ikke tro paa, at det

var Døden, der havde banket paa hans

Dør. Time efter Time sad han ved hendes Side og haabede paa, at

hun paany skulde vaagne. Og da han endelig m aatte se den for

færdelige Vished i Øjet, faldt han sammen,baadeaandeligt og

legem ligt og rejste sig ikke mere.

Et Aar sledhan hen iMod

løshed, som en ensom Mand, der pludselig var bleven ældet.

Kamma Rahbeks Niece O p h e lia D rew s e n , der senere ægtede

den bekendte Geolog Dr. C h r is ti a n P in g e l, holdt Hus for ham

i hans Enkemandsstand, der kun varede et Aar. Man fik Ret, —

Rahbek kunde ikke overleve sin Hustru. Den 22. April 18B0

fulgte han hende i Graven, hvor de* nu hviler tæ t op mod den

hvide Mur, der skiller Frederiksberg K irkegaard fra det stæ rkt

pulserende Liv i Alléen. —

Kamma Rahbeks Død føltes af hendes Mand som et Tab, der

aldrig kunde erstattes. Men efter ham var der neppe nogen,

hvem den voldte en større H jertesorg end hendes eneste og dyre

bare Søster, Christi

ane Oehlenschlager,

hos hvem Smerten

forøgedes ved Tanken

om, at Livet e fte r

haanden havde skilt

dem altfor meget fra

hinanden. Ja, for Chri

stiane var Kammas

Død hverken mere

eller mindre end den

tungeste Oplevelse,

hun endnu havde

m aattet friste. Hun

havde vel i 1799 m i

stet sin Moder, den

skønne Anna Louise

Heger, hvem hun in

derligt elskede, og

med hvis N atur hun

følte sin egen stæ rkt

beslægtet. Men vi har

ovenfor om talt, hvil

ken tung Skæbne

denne Moder, i Æ gte

skabet med den haarde Hans Heger, havde lidt, saa at hendes Død

nærmest m aatte anses som en Udfrielse fra et forspildt og forsmæ

deligt Liv. En Snes Aar senere havde hun m istet Faderen, hvis

kolde Sind i Tidens Løb var bleven blødgjort, men hvis Væsen

dog var hende saare fremmed. De Følelser, hun havde næ ret for

ham, havde altid været langt mere den respektfulde Ærbødigheds

end den datterlige Ømheds.

Men med Kamma var det, som om en Del af hendes eget Liv

gik i Graven med hende. Som den seks Aar ældre havde lige fra

Barndomstiden Kamma staaet ved hendes Side som en kæ rligt

beskyttende, moderlig Veninde. Det in

derlige Forhold imellem dem k ara k teri

seredes smukt ved, at Kamma hele sit Liv

igennem gik under dette Navn, som skyld

tes Christiane, der som ganske lille ikke

kunde faa sin Tunge ti! a t udtale det

vanskelige K a re n M a r g r e th e , der i

hendes Mund da kom til at klinge som

K am m a. De to Søstre havde delt alt

med hinanden, ondt og godt, og da Kam

ma havde stiftet Hus og Hjem, var det jo

hos hende, at Christiane, beruset af sin

unge Kærlighedslykke, havde sine første

Møder og det sikreste Tilflugtssted sam

men med Adam Oehlenschlager. Og havde

der end senere hen i Tiden væ ret Kurrer

paa Traaden mellem deres Ægtefæller, - -

mellem de to Søstre havde der aldrig væ ret

et eneste ondt Ord, aldrig en eneste b itter

Tanke.

Saa kom Prøvelsens Aar, da Kammas

Helbred lidt efter lidt forringedes, da hun

led under Smerter i Brystet, og den pin

agtige Hoste gennemrystede hendes lille,

spinkle Legeme, og da havde det været

Christiane en stadig Bekymring, at hun saa sjeldent kunde naa

ud til Bakkehuset for at være Søsteren til Hjælp og Trøst. Den

lange Vej var navnligt i daarligt Vejr saare besværlig, og selv

var hun optaget fra Morgen til Aften med at holde alt paa

Fode i sit store Hus. Hun beklagede sig ikke, tværtimod, —

at arbejde u træ ttelig t for dem, der stod hende nær, var hende

en Livsfornødenhed, — men alligevel bebrejder hun sig selv, at

hun har forsømt den elskede Søster. Og nu, da Kamma for altid

er borte, blander disse ganske uretfæ rdige Selvbebrejdelser sig

med den knugende Sorg, og hun synker sammen i Fortvivlelse.

V eterinæ rskolen i St. A nnæ gade

paa Christianshavn fra G aardsiden, m ed Vor F relsers Kirketaarn i Baggrunden.

B ygningen læ ngst tilvehstre var H ovedbygningen, den i M idten Sm edien. T il højre for den ses en B el

af B ygningen, hvori Forelæ sningssal og A natom i havde Blads. B ygningen til højre i Gaarden var den

store Staldbygning, opført 1819—20.