naar den er smuk, og en Købekisfce maae det ikke være. Kisten
er den s t ø r s t e Udgift. Lad mig vide, kjæreste Rahbek, om der
er noget, De videre ønsker, til vi sees imorgen. Avertissementet
blev besørget. Det bliver vel bedst med to Kister, — det gjør
ikke synderlig dyrere, og man kan gjøre den udvendige reen sort,
saa er den billigere. Dog herom mere imorgen. Deres hengivne
Christiane“.
Det efterfølgende Brev er som det første udateret, men er øjen
synlig afsendt Dagen efter det ovenstaaende.
„Kjæreste Rahbek! Tante, som De saae hos mig idag, talte
med mig om adskilligt, som bragte mig paa andre Tanker, hvor
for De maae tilgive mig, at jeg ikke efter Aftale sendte den
„D a g e n “ og „ K ø b e n h a v n s -P o s te n “. Af dette Digt erfarer vi,
hvilket iøvrigt ogsaa andetsteds fra er bekendt, at Rahbek ved
sin Hustrus Jordefærd havde frabedt sig den ydre, synlige Del
tagelse, der ellers havde været uundgaaelig ved en saa højtidelig
Lejlighed.
D igtet begynder med disse to simple, smukke Vers:
Se Graveren i aarie Stund
I Dødens kolde, snebedækte Have, —
Han hugger i den frosne Bund
Et Hul paany blandt de nedsjunkne Grave.
I klare Luft fra T aarnet Klokken klinger.
Mens man en Kiste ned fra Bakken bringer.
w m w Æ m
iW
lp
rf iWårnmi
tø j f l f f lW I
S
'Æ t f
Parti fra Ladegaardsaaen med „B angerts B ro“, som forbandt B ulow svej m ed Brohusgade.
I B aggrunden N ordbanelinien og til yenstre H jørnet af Ladegaardsvej og Biilow svej med „K aysers H o te l1
Madamme med Voxlagen, som jeg havde meent skulde lægge
hende deri. J u l ie A a g e s e n (Familien Aagesen hørte til den
Heger’ske Slægts nærmeste Omgang) og hendes Svigerinde havde
selv klædet Tantes gamle Moder, og de vilde paa ingen Maade
taale nogen vanhellig Haand at røre ved hende. Jeg kan ikke
nægte, at min Følelse er den samme, thi disse Koner skal føre et
saa uværdigt Spørg omkring Liiget, saa det er bedre at undvære
dem. A ltsaa — dersom De intet har derimod, saa kommer min
A ne (Oehlenschlagers mangeaarige og højtbetroede Tjenestepige),
der forstaar alt, ud imorgen Formiddag og hjælper Line at lægge
hende i det om talte Voxlagen og det Sukkerdugs. Kunde nu
S tin e (Rahbeks anden Tjenestepige) imorgen gaae ind saa betids,
at hun kunde efter indlagte Adresse bringe Voxlagenet med sig
ud til Bakkehuset, saa skal jeg nok kjøbe og sye det Sukkerdugs
og give Ane det med sig. Gud give, jeg havde Kræfter til selv
at vise min Søster den sidste lille Tjeneste, men de have lidt et
betydeligt Afbræk, og H j e r t e t e r a l t f o r b e v æ g e t. Den, jeg
sender paa mine Vegne, er værdig til denne Ære. Deres hengiv-
neste Christiane“. —
I Anledning af Kamma Rahbeks Begravelse den 27. Januar 182!)
skrev Adam Oehlenschlåger et langt Digt, der tryktes baade i
Hvo kommer dér ved sørgelige Gjald,
Hvis Vemodstoner gennem Luften bølge?
En Præst, to Brødre med en gammel Skjald, —
Det er det hele højtidsfulde Følge.
Han ønsked ingen Vidner til sin Klage,
Beskedent traad te Vennerne tilbage.
Ja — selv Oehlenschlagér var „traadt tilbage“. Kamma led
sagedes til sit sidste Hvilested af fire Mænd: en P r æ s t, nemlig
J a c o b P e t e r M y n s te r, der talte over hendes Kiste, — to
B rø d re , némlig C a rl og S te p h a n H e g e r og — en g am m e l
S k ja ld , nemlig K n u d L y n e R a h b e k , hendes dybt nedbøjede
Ægtefælle, der kun havde det ene Ønske, at han snart m aatte
nedsænkes i Graven ved sin Hustrus Side.
Og det skønne Mindedigt slutter med den Strofe, der af dem
alle er den, der i sin Simpelhed er den skønneste:
Ja, M a r g a r it a ! reen og klar,
Med alle Aandens Evner, H jertets Dyder,
Du var en P e r le dyrebar, —
Du var, hvad os D it elskte Navn betyder.
» Vi sees igen! Den fromme Tanke trøster
Din Mand, Din Slægt, Din Ven, Din Broder og Din Søster!
„Før og N u “. 7. A arg. Nr. 3.
45