44 / 288
Heger, i lange Perioder holdt sig paa Afstand. Ogsaa for hende
blev Døden den store Form idler. Da Kamma i 1829 gik bort, følte
hun, hvad hun havde m istet, og hun var den gamle, trøstesløse
Rahbek, der døde A aret efter, en omsorgsfuld Veninde paa hans
sidste Tid. Det bør i denne Forbindelse blot noteres som et
Træk, der bidrager godt til Rahbeks og Kammas K arakteristik,
a t Oehlenschlagers ældste D atter C h a r l o t t e , der senere blev den
berøm te Skuespiller L u d v ig P h i s t e r s Hustru, altid fandt en
kæ rlig Forstaaelse paa Bakkehuset. Hendes vanskelige Sind og
flagrende Væsen blev bedømt h aard t af Datidens Selskab i Kø
benhavn, — paa Bakkehuset fandt hun altid en aaben Favn, og
hun hang med hele sit H jerte ved Onkel Rahbek og Tante
Kamma, der aldrig var sene til at tage hende i Forsvar, naar
hun blev angrebet. —
Navnet H e ib e r g har en ikke ringe T ilknytning til Bakkehuset.
Vor store D igter J o h a n L u d v ig H e ib e r g havde arvet sin poe
tiske Begavelse baade fra sin Fader P e t e r A n d r e a s H. og fra
Moderen T h o m a s in e C h r i s t i n e B u n tz e n , der kun 16 Aar
gammel var indgaaet i Æ gteskab med den 15 Aar ældre allerede
dengang ansete Forfatter. Æ gtefæ llerne var af Temperament og
K arakter saa forskellige, at et Brud m aatte komme, hvorefter
hun in d traad te i Ægteskab med den svenske Adelsmand Ehren-
svard-Gyllembourg. Om trent sam tidig landsforvistes P. A. Heiberg,
der ved sin skarpe Pen længe havde udæsket Regeringen. Hans
republikanske Propaganda kunde ikke taales, navnlig efterat han
i sin Indtogsvise, i Anledning af Kronprins Frederiks Indtog i
København med sin Gemalinde, havde udslynget den bekendte
Linie: „ O rd e n e r h æ n g e r m a n p a a I d i o t e r “, og maaske aller
mest efte ra t han i sit skarpe og vittige Skrift „ S p r o g g r a n s k
n in g “ i Form af en A rt Ordbog havde liaanet de hjem lige poli
tiske Forhold. I Begyndelsen af 1800 m aatte han sige Danmark
Farvel for bestandig, og tog Ophold i Paris, hvor han i Udenrigs
m inisteriet fik en Ansættelse. Han levede her Resten af sit Liv
som en nedbrudt Mand, blind og halvt forglemt. Om sit og
Johan Ludvigs Besøg hos sin stakkels gamle Svigerfader i F rank
rigs Hovedstad har Fru Heiberg fo rtalt smukt i sine Erindringer.
P. A. Heiberg var tiltrods for sine oprørske Anskuelser en god
Yen af det kongetro Bakkehus. Og vore Læsere erindrer maaske,
hvorledes baade Knud Lyne og Kamma hin Februaraften, da
Heiberg m aatte tage Afsked med Fædrelandet, afhentede ham i
hans Bolig i Store Kongensgade og kørte med ham i Hyrevognen
til Frederiksberg Slot, hvor de sagde deres ulykkelige Yen det
sidste Farvel, og hvor H eiberg som e t Minde medtog Kammas
lille Silkehandske, som han tro fast gemte til sin Død.
Saa nær forenet méd Bakkehuset og dets Beboere som Faderen,
blev J o h a n L u d v ig H e ib e r g det aldrig. Om hans Forhold til
Æ gteparret Rahbek hviler der en Taage, som vel neppe nogen
sinde vil blive spredt. Hvad vi ved, er kun dette, at ved For-
aarstid i 1802 kom han som en Slags Plejesøn i deres Hjem, som
han uden Rahbeks Vidende to Aar senere a tte r forlod. Det er fra
en vis Side blevet forsøgt at fastslaa, at Kamma i sit Forhold til
Drengen ikke udviste tilstræ kk elig Kærlighed og T akt, idet hun
paa en nedsæ ttende og ufin Maade skulde have u d talt sig om
haris Moders Forhold. Men ingen, der har Kendskab til Kamma
Rahbeks K arakter, dens kvindelige Ømhed og rige H jertelighed,
kan blot et Øjeblik fæste Tillid til denne ondsindede Sladder.
Og saa meget vides da ogsaa til Belysningen af dette uopklarede
Forhold, at da J. L. Heiberg som ung Mand i 1813 besøgte
Bakkehuset, tilskrev Kamma ham et kæ rligt Brev, hvori hun sagde
ham, at hun ved dette Gensyn havde faaet et af sit H jertes
inderligste Ønsker opfyldt, Ord, der ialfald ikke ta ler en daarlig
Samvittigheds Sprog. Og mon Johan Ludvig Heiberg ved Rahbeks
Studenterjubilæum vilde have digtet Strofer som nedenstaaende,
saafrem t hans Sind følte B itterhed ligeoverfor Bakkehusets
„Philemon og Baucis“:
Hvo kender ej det Musers Hjem?
Hvor Gæstfriheden bygger?
Hvo flygted ikke tid t til dem
I deres Lindeskygger?
Hvor Sangens Fugle synge tør
Og Sangens Venner lytte,
Hvor Baucis og Philemon gør
Et Tempel af en H ytte?
Det Heiberg’ske Navn er paa en anden og, som det synes os,
skøn poetisk Maade k n y ttet til Bakkehusets minderige Pauluner.
Da den unge M ic h a e l W ie h e , der i vor T heaterhistorie om-
straales med en næsten helgenagtig Glorie af ædel Storhed og
guddommeligt Geni, efter en lang og forsmædelig V entetid, som
Aladdin skulde slaa et afgørende Hovedslag paa Scenen, havde
Fru Heiberg, der stod paa Højden af sin Kunst, og som anede
hans store, slumrende Evner, tilbud t a t gennemgaa Rollen med
ham. Og da Heibergs samme Sommer havde lejet sig ind paa
Bakkehuset, mødte Michael W iehe frem herude og i Haven van
drede de To, der i Frem tiden skulde straale i en hidtil uovergaaet
Glans sammen paa T heatret,og ta lte om Opfattelsen og Frem stil
lingen af Aladdin, der blev en af Wiehes første Sejre paa Scenen.
Kammas Fader, E tatsraad, senere Konferensraad H a n s H e g e r,
en af de originaleste og evnerigeste af Samtidens Personligheder,
var en ikke særlig hyppig, men højt æ stim eret Gæst paa B akke
huset. I E l i t h R e u m e r t’s „En Race-Slægt, Konferensraad Heger
og hans Sønner“ er denne mærkelige Mand skildret i Enkeltheder.
Her m aa det være nok at sige, at han af K arakter var haard og
utilgængelig. I Skinsyge paa sin varm hjertede og skønne unge
Hustru spæ rrer han hende i aarevis inde paa et Kvistkammer og,
da hun skal dø, vil han ikke se hende. Og dog er Sandsynlig
heden for, at hun ikke har forbrudt sig mod ham. Saa lid t Fø
lelse har denne Mand for sin nærmeste Slægt, at da han spørger
sin ældste Søn: „Hvor mange Børn har Du nu, S tephan?“, og
Sønnen svarer: „o tte“, aner han ikke, at Sønnen med Vilje n ar
rer ham. U agtet Hans Heger bor i samme By som Stephan, har
han endnu aldrig brudt sig om at se dennes Børn. Denne følel
sesløse Mand, hvis Stilling som Assessor i Hof- og Stadsretten
gav ham Arbejde nok, var i Besiddelse af en fænomenal Dygtig
hed paa næsten alle Omraader, ja, man kan sige en Genialitet,
der søger sin Lige. Han forfærdigede K ikkerter, der overgik de
fineste Optikeres, — han fabrikerede sit eget Fortepiano, kompo
nerede Melodier med betydeligt Talent, — han gav Tegningen til
en af de smukkeste Gaarde paa GI. Torv, — han var en ypperlig
Kunstdrejer, Smed og Sadelmager, — han kappedes med den bo
taniske Haves G artner i Opelskelsen af sjeldne Blomster og F rug
ter, — han præ sterede i Fyrvæ rkerikunsten R aketter, hvis Mage
aldrig var set, -— kort sagt, han var et af disse saare sjeldne
Universalgenier, for hvem ethvert A rbejde lykkes. Hans V iljesliv
var bleven udviklet til en næsten uhyggelig Grad paa Følelses
livets Bekostning. Hans Energi var ubøjelig, hans Pligtsans næ
sten sygelig. Hvor er det let at forstaa, at den unge Sværmer
Adam Oehlenschlager fandt en alt andet end blid Modtagelse, da
han frem stillede sig selv som F rier til D atteren Christiane! Saa
fandt Rahbek lettere Naade for den strenge Faders Aasyn, da
han begærede D atteren Kamma til Hustru. I sine E rindringer
fortæ ller han selv om sin Frieraudiens. Da han frem stiller sig
for Assessor Heger for at gøre Rede for sin Stilling og de peku
niære Forhold, som foreløbig hindrer ham i straks at gaa til
Brudeskamlen, bliver han af sin tilkommende Svigerpapa hurtigt
afbrudt med de Ord: „Jeg kender Dem som en forstandig og re t
sindig Mand. der maa vide, hvad han gør“. Men Rahbek var rigtignok
allerede dengang velm eriteret Professor ved Københavns Universitet,
en kendt F o rfatter og i den satte Alder af henimod fyrretyve Aar.
Gamle E tatsraad Hegers Forhold til B akkehuset var yderst ven
skabeligt. Rahbek fortæ ller, at hans Kærlighed til „Blidemaaned“
(Februar) var bleven meget styrket ved „Svigerfaderens Fødsels
dag, som in d traf deri“, og som i mange Aar stod øverst mellem
Bakkehusets Højtider. Allerede i 1801 har han „i en liden saa-
kaldet D am ekalender“ indført Hegers Fødselsdagsdatum under
Rubriken: „Festtage des hauslichen Gliickes“. Til en af disse
Fødselsdagsfester, for Heger har man indbudt den dansk-norske
Digterprovst F r e d e r i k S c h m id t, der er en stadig Gæst hos
Rahbeks, naar han er paa Besøg i Danmark, og man faar gennem
hans Dagsbogsoptegnelser et godt Begreb om en saadan Glædes
aften paa Bakkehuset.
Frederik Schmidt, der i Bakkehussproget gaar under Navnet
Præ sten fra E k e r , efter det norske Sogn, hvori han er Sjæ le
hyrde, har belavet sig paa, at Hædersgæsten vil blive fejret i
Sang af begge sine poetiske Svigersønner, Oehlenschlager og R ah
bek, og for ikke a t staa tilbage møder da ogsaa han selv med et
Digt i Frakkelommen, men opdager til sin Overraskelse, at han
som D igter bliver ene om Budet. Sangen, der er typisk for hine
gamle Tideas Selskabspoesi og desuden viser den Pris, man, efter-
haanden som Hans Heger er bleven ældre og hans Sind mere blød
gjort, har læ rt at sæ tte paa denne værdige Herre, kan maaske
have Interesse for Læserne, hvorfor vi hidsæ tter dens to sidste Vers: