43 / 288
Hjem. Men denne Gisning har neppe nogen Hjemmel. Stephan
Heger var en Særling, der sit lange Liv igennem holdt sig fjern
fra sine Søskende og hele sin Slægt. Langt sandsynligere syntes
det a t være, at den stæ rkt theaterinteresserede Rahbek har ind
budt Adam, ligesom han indbød andre Scenens Børn, til at be
søge sig.
Hvorom alting er, var det i 1799, da Oehlenschlager, efter i to
Sæsoner at være gaaet omkring mellem Kulisserne som „Manden
med de skjulte T alen ter“, var led og ked af sit ørkesløse Skue
spillerliv, a t han en Dag for første Gang kom ud paa Bakke
huset og derved gik sin Skæbne imøde, idet han her tra f den
unge Kvinde, der skulde blive hans Hustru. Det var Kammas
yngre Søster C h r i s t i a n e H e g e r, af hvem Oehlenschlager i sine
det for ham besværlige Ord „Publikum“. Hun laante ham Bøge!
fra Rahbeks Bibliothek og kiggede af og til indenfor i hans Bo
lig paa Slottet, og han gav hende Vink og Raad med P lan ter og
Blomster til hendes Have, — til stadig Omgang blev det aldrig.
Rahbek og den gamle Slotsforvalter havde næppe mange In ter
esser fælles. Men sjeldnere endnu var dog de Besøg, Adams
Søster S o p h ie aflagde paa Bakkehuset, og de hørte senere gan
ske op, e fterat hun i 1802 var bleven gift med A n d e rs S a n d ø e
Ø rs te d og fik Hus og Hjem. Kamma Rahbek og S o p h ie Ø r
s te d , denne ejendommelige, baade aandfulde og skønne Dame,
harmonerede ikke sammen. Der har væ ret gensidig Jalousi med
i Spillet. Hver for sig var de M idtpunktet i en Kreds af Skøn-
aander, og hver for sig havde de deres særegne Fortrin. Kamma
Erindringer giver følgende Beskrivelse: „En meget smuk Pige paa
sytten Aar, sund, k raftig med store blaa Øjne, snehvid Hud,
Rosenkinder og med en Haarvækst, hvis Lige jeg aldrig har set,
thi naar hun lod de lange, askelyse Haar falde ned, kunde hun
aldeles skjule sig deri. Den første Gang, jeg saa hende, bandt
hun en Krans af Kornblomster. Jeg har gemt Kransen, og nogle
af de affaldne Blade vare længe blaa. Nu er ogsaa de falmede.
Hun er ej m ere!“
Gennem Adam Oehlenschlager indførtes hans Fader og Søster
paa Bakkehuset, — men ingen af dem hørte nogensinde til de
hyppige Gæster. G am le O e h le n s c h la g e r , der forenede i sit
Embede de to Bestillinger, Forvalter paa Frederiksberg Slot og
Organist ved Frederiksberg Kirke, var en snurrig Original, h jerte
varm, fuld af Humør, kolerisk opfarende og et Øjeblik efter føje
lig og blød, komisk ved sit formløse Væsen og sit kaudervælske
Sprog, en løjerlig Blanding af Tysk og Dansk, der trodsede alle
grammatiske Regler. Kamma, der havde et skarpt Øje lor sæ r
prægede Folk, havde ham kær og døbte ham snart med Øgenavnet
„Paalekum“, ofte forkortet til „Paale“, fordi han saaledes udtalte
var den lærdeste og kundskabsrigeste, Sophie glimrede ved sit
Vid og sin ladyagtige Fornemhed og ydre Elegance. Det har
desuden ikke stem t Kamma gunstig for det Ørsted’ske Hjem, at
Adam Oehlenschlager bestandig forelagde sine Digtninge først for
sin Søsters og Svogers æsthetiske Forum, før de naaede frem til
det Rahbek’ske. Og Sophie Ørsted var endvidere aldrig den, der
formaaede at lægge Skjul paa sine Antipathier, og har ikke hel
ler formaaet det ligeoverfor Kamma, der hævnede sig ved at give
Sophie Øgenavnet „Gehejmeraadinden“, for at antyde hendes
Fornemhed. Til et Brud mellem de to fremragende Kvinder kom
det aldrig, og et smukt Træk i Kammas K arakter var den
Sorg hun følte, da Sophie Ørsted døde i en ung Alder i 1814,
uden at hun havde faaet Lejlighed til i kærlig Forsoning at
række hende sin Haand. Og saa bandt hun da til hendes Kiste
en Krans af sin Haves skønneste Blomster.
For C h r is ti a n e H e g e r, der blev Oehlenschlagers Hustru i
1810, var Forholdet til Bakkehuset ofte vanskeligt. Hun elskede
sin Søster Kamma uendelig højt, men Spændingen mellem hendes
Mand og Rahbek bevirkede, at ogsaa hun, ligesom Broderen Carl
_______
O riginalen tilli. Overlæge H alk.
Ladegaardsaaen set fra „G roths Mark“.
T. li. Sygehjemm ets H ave og t. v. Broen, som forbinder denne m ed A agade,