174 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
redt op midt på issen og der bundet i hestehale med en stor silke
sløjfe i kjolens farve, mens resten af håret hang frit ned. Jo læn
gere og tykkere det var, jo mere blev det beundret - især af ven
inderne! Drengene interesserede det vist ikke ret meget. Nogle få
piger havde et smukt fald i håret, enkelte fik det endda ordnet i
proptrækkerkrøller, hvad alle fandt særdeles smukt. En af mine
klassekammerater havde et langt askeblondt hår. I grunden var
det smukt, men det var ganske uden fald - så dødt som en dør
stolpe. Da hun kom til mit bal, var vi alle nær ved at tabe øjnene
ud af hovedet. Håret stod som en sky omkring hende, omtrent
som på billedet af »Bustepeter«* i »Den store Bastian«. Vor Herre
bevares, hvor så hun ud! Selv var hun stolt som en spanier over
sin flotte frisure. Den var skam også dyrekøbt. Hendes mor havde
flettet håret i legio af tynde jernhårde fletninger. De blev stænket
som andet vasketøj, og derefter måtte pigebarnet lægge sig på
knæ ved et strygebræt, mens de talrige fletninger en efter en blev
presset og strøget. Først når hun havde fået balkjolen på, blev
fletningerne løst op og frisuren ordnet. Resultatet var som sagt
mildest talt —forbløffende! Men opsigt gjorde pigen sandelig på
ballet, så hvis det var hensigten, blev håbet opfyldt i rigt mål.
I dag er hun ca. 80 år, og hendes hår gør hende megen be
kymring. Der er næsten intet tilbage af den fordums pragt. Ak j a !
Sic transit gloria mundi!
*Den tyske »Struwwelpeter«, der i danske udgaver kaldes »Fugleskræmsel«.
Red. anm.
1 7 4